Af Klaus Hansen
Snart besøges Fruerlundparken i Øster Hurup endnu en gang af spændende køretøjer denne gang gælder det motorcykler og dermed læder, lak og lækker lyd!
I den kommende weekend rykker Vulcan Riders Association Denmark (VRA) nemlig ind i parken for at afholde det nationale rally eller motorcykeltræf. Så Fruerlundparken vil igen lyde af motorlarm, men denne gang gælder det Kawasaki motorcykler, nærmere betegnet Vulcan-modeller i flere årgange og fra adskillige nationer.
– Vi vil naturligvis gerne vise de mange fine motorcykler fra ind- og udland frem, så derfor er alle velkomne til at kigge ind i Fruerlundparken lørdag eftermiddag fra kl. 14-17 og der er naturligvis gratis adgang, fortæller secretary i VRA Denmark, Bent Verner Madsen fra Helberskov.
Fruerlundparken blev valgt til årets rally af flere årsager.
– Vi har i et par år været på udkig efter et sted i Danmark, som er stort nok og godt nok til at rumme en stor flok motorcyklister. Næste år er det nemlig VRA Danmarks tur til at afholde det internationale rally, hvor omkring 850 motorcyklister fra hele Europa mødes for at hygge sig, sparke dæk og få lidt motorcykelsnak. Så rallyet her i weekenden i Fruerlundparken kan man vist kalde en generalprøve på næste års store træf.
– I den kommende weekend bliver vi dog knap så mange, da omkring 100 fra bl.a. Danmark. Sverige, Tyskland, Holland, Italien og Spanien har meldt deres ankomst og ser frem til opholdet i vores dejlige område. Mange vælger at holde ferie i forbindelse med rallyet, så måske vil man kunne se ekstra mange motorcykler i den nærmeste tid, og mon ikke flere butikker, restauranter m.m. får besøg i løbet af weekenden?
En anden årsag til valget af Fruerlundparken er de naturskønne omgivelser i Østhimmerland. Det er nemlig en tradition, at der afholdes en Ride-Out, altså en længere køretur i området, hvor rallyet afholdes.
– Og så skal der jo gerne være noget kønt og interessant at se på i løbet af turen samt naturligvis nogle sjove veje med udfordrende sving. Og her er området omkring Mariager Fjord og Lille Vildmose jo oplagt, fortæller Bent, og han fortsætter:
– Det er ikke kun Fruerlundparken, som indtægtsmæssigt kommer til at nyde godt af de mange MCers besøg. Også flere lokale erhvervsdrivende bidrager til arrangementet, da aftensmaden fredag og lørdag bliver leveret af Als Kro og Badehotel, mens også DagliBrugsen i Øster Hurup og Meny i Als vil være på leverandør-listen.
– Vi er allerede i fuld gang med at planlægge det internationale rally næste år og her har vi haft et godt samarbejde med VisitMariagerfjord og reklamebureauet GrafikNord, som har hjulpet os med markedsføringsmaterialet.
Men i første omgang gælder det altså årets og weekendens træf, og Bent Verner Madsen ser frem til, at mange vil kigge indenfor i den flotte park lørdag eftermiddag.
____
Faktaboks
Vulcan Riders Association (VRA) Denmark er en landsdækkende forening for Kawasaki Vulcan-ejere og kørere i Danmark og består i øjeblikket af omkring 90 medlemmer.
VRA Denmark er en af 27 nationale foreninger under den internationale forening Vulcan Riders Association.
Det nationale rally afholdes i Fruerlundparken, Øster Hurup 19.-21. august 2016.
Det internationale rally 2017 afholdes ligeledes i Fruerlundparken i perioden 17.-20. august 2017.
Du kan læse mere om VRA Denmark på
.