Debat
Læserbrev: 1 patient om dagen…Og læserbrev nummer 2 ud af 3
Af Torben Ringe Christensen, medlem af Regionsrådet i Nordjylland for Socialdemokratiet
Hvis man – ligesom mig – undrer sig over, hvorfor der er så mange ugers ventetid i børne- og ungdomspsykiatrien, kan man stille sig selv et enkelt spørgsmål: Hvor mange patienter når hver læge eller psykiater egentlig at behandle på en dag?
Svaret er rystende: I gennemsnit én patient om dagen. Altså én patient på en 7-8 timers arbejdsdag.
Jeg er helt med på, at mange forløb er komplekse, og at der er både forberedelse og dokumentation. Men som regionsmedlem – og dermed medansvarlig – er jeg ærligt talt chokeret over det lave tal.
Jeg får mange mails, opkald og beskeder fra helt almindelige familier, der modtager indkaldelser flere år ude i fremtiden. Indkaldelser, der ofte blot handler om indledende samtaler – ikke engang selve udredningen. Forældre, der i forvejen er kørt ned under gulvbrædderne, får at vide, at deres barn kan få hjælp om flere år.
Tænk et kort øjeblik over hvor magtesløs man er som forældre, når man er ude af stand til at hjælpe sit eget barn.
Tænk et kort øjeblik over magtesløs man er som forældre når man kan se at ens barn ikke trives.
Tænk så et kort øjeblik over hvad det betyder for familien.
Vi ved det – men handler for langsomt
Som regionsmedlemmer får vi løbende data om ventetider på eksempelvis ADHD og autisme. Vi ved, at presset er enormt. Vi har sat taskforces i gang, købt pladser ved private og bevilget ekstra midler. Alligevel er resultatet dette: Hvis hver psykiater kun har én patientkontakt om dagen, kommer vi ingen vegne.
Jeg synes, det er ekstremt bekymrende, at psykiaterne bruger mere tid på papirarbejde end på patientkontakt.
Og her er endnu et tal, der bør vække opsigt: -2 %. Trods flere midler er der i år opstartet færre forløb end på samme tid sidste år. Det er ganske enkelt ikke i orden.
Læs også:
Vi må tættere på
Jeg er ikke tilhænger af at “tæske løs” på et område uden at have svar på alt. Jeg mener, vi som politikere skal holde et vist armlængdeprincip: Vi udstikker rammerne, og fagfolkene tager over. Men nu er vi dér, hvor vi er nødt til at gå tættere på – helt ned i driftsniveau – for at finde ud af, hvad der reelt sker. Jeg er heller ikke tilhængere af politikere som jagter sensationer uden at have styr på detaljerne.
Jeg skælder ikke ud på personalet. De gør, hvad de får besked på. Men systemet er galt, og det skal vi have løst – nu.
PS der er 940 på venteliste nu…
Dette læserbrev er nummer 2 ud af 3.
Læserbrev 1: Læserbrev: 120 uger… og 82 procent
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: