Debat

Læserbrev: Derfor stiller jeg (igen) op til kommunalvalget 2025

Af Simon Linde, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord Kommune

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. juli 2025

Mariagerfjord Kommune er et fantastisk sted at bo og leve – men vi har stadig et stort potentiale, der skal forløses. Det er netop derfor, jeg igen stiller op til kommunalvalget i 2025.

Vi har brug for mere borgerlig politik i praksis – ikke bare i ord. Det handler om frihed, ansvar og valgmuligheder for den enkelte borger. Forældre skal have reelle muligheder for at passe deres egne børn i de første år. Vi skal understøtte private plejehjem og give vores ældre flere valgmuligheder, når det gælder deres hverdag og omsorg. Privatskoler skal ses som et vigtigt supplement til vores folkeskoler – ikke som en modpol – og vi skal understøtte deres udvikling og kvalitet.

Men det borgerlige handler ikke kun om det private initiativ. Det handler også om stærke fællesskaber. Vores foreningsliv er en bærende del af kommunen – det skal vi værne om og udvikle yderligere. Civilsamfundet er en styrke og skal medtænkes i sammenspil med det offentlige. Samtidig skal vi sikre, at vores folkeskoler fortsat understøttes, så de bliver attraktive og trygge læringsmiljøer for alle børn, og et godt sted at arbejde som lærer. Kultur og turisme er også centrale områder, der både skaber liv og økonomisk vækst – derfor skal vi sikre et bredt kulturtilbud og arbejde aktivt for at tiltrække flere turister til vores smukke kommune.

Hobro skal fortsætte med at være hovedby for vækst og erhverv. Ikke at vi glemmer de andre byer, deres erhvervsliv og virksomheder – de spiller en vigtig rolle og skal understøttes. Men det er i Hobro, dynamikken og væksten er, og her skal vi udnytte placeringen tæt på motorvejen. Gerne med etablering af erhvervsparker i nord og syd. Samtidig har vi brug for et nyt, samlet rådhus i Hobro – ikke bare af praktiske grunde, men for at fremme samarbejde, skabe synergi og sikre en effektiv administration.

Fremtiden kræver langsigtet planlægning. Det gælder både i forhold til vores byggerier, hvor vi skal have en tydelig arkitekturpolitik, der tænker i bæredygtige løsninger og innovation samt medtænker etablering af beskyttelsesrum som et kommunalt krav – for vi lever i en urolig tid. Men også i forhold til den politiske styring – vi mangler en tydelig sammenhængsmodel, som skaber overblik og retning – ligesom man kender det fra andre kommuner. Det vil styrke det politiske arbejde og give borgerne større indsigt i, hvad vi vil, og hvordan vi kommer derhen.

Mariager Skole og Havbakkeskolen skal gennemgå en fuld renovering. Det handler om gode rammer, kvalitet og fremtidssikring.

Bosætning er en nøgleprioritet. Vi skal tiltrække nye borgere og fastholde dem, der allerede bor her – med attraktive boligområder og en kommune, der er i bevægelse.

Endelig skal den grønne omstilling fortsat styrkes. Vi skal sikre rent drikkevand, beskytte vores fjord og vise respekt for både mennesker, dyr og natur. Det er ikke blot en pligt – det er en nødvendighed, hvis vi vil give næste generation en bæredygtig fremtid.

Jeg stiller op igen, fordi jeg tror på Mariagerfjord Kommunes potentiale. Fordi jeg vil kæmpe for mere frihed, mere ansvar og flere muligheder. Og fordi vi sammen kan skabe en kommune, hvor både traditioner og udvikling går hånd i hånd.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!