LÆSERBREV: Fremtidsplaner for området omkring kanalen i Hadsund?

28. maj 2017

.Af Peter Muhl (S), Lene Nielsen (S), Per Husted (S), Karen Østergaard. (S). På en af årets bedste forårsdage, havde vi, de lokale socialdemokrater sat hinanden i stævne, for at besigtige området ved den nye kanal i Hadsund. Et af de områder i byen, som byens borgere ellers plejer at holde rigtig meget af. Men…

.
Af Peter Muhl (S), Lene Nielsen (S), Per Husted (S), Karen Østergaard. (S).

På en af årets bedste forårsdage, havde vi, de lokale socialdemokrater sat hinanden i stævne, for at besigtige området ved den nye kanal i Hadsund.

Et af de områder i byen, som byens borgere ellers plejer at holde rigtig meget af. Men – som det ser ud i øjeblikket, er det et både flovt og bedrøveligt syn. Plumret og beskidt vand i bassinet, mågelort en masse på de ellers flotte siddepladser, der omkranser bassinet, en trist og uplejet plæne, der vel i daglig omtale, går for at være områdets hundelorteplads. Ja, man får lyst til at skrige et ” hvad sagde vi” ud over fjorden, for det gik jo, som vi forudså. Desværre – kan man sige…

Vi bliver ved med, at spørge os selv, HVORFOR ville borgmesteren ikke lytte til os, da vi havde ham i samråd, kort forud for beslutningen om etableringen af kanalen. HVORFOR kunne han ikke se, at der skulle mere til, end blot en kanal og en lavvandet betonsø, hvis området skulle opleves attraktivt. Vi havde en plan om, at skabe noget større og unikt i området.

Vi havde planer om at få lavet et projekt i samarbejde med lokale kræfter og bruge de 7,5 millioner, som grundkapital til at søge fonde. Vi synes, den slags ideer udfolder sig ganske fint i den anden ende af kommunen, vi tror godt, vi kunne gøre dem kunststykket efter, hvis bare borgmesteren havde været med på ideen. Men han havde for travlt, der skulle være synlig handling fra hans side, indenfor de første 100 dage i borgmesterstolen, og med sådan et hastværk, træffes der altså ualmindelige tåbelige beslutninger, og det er området omkring kanalen desværre blevet resultatet af.

Siden er der holdt diverse “kaffemøde” med lokale borgere, hvor de skulle komme med ideer og visioner for området, spørgsmålet er, holdes disse borgere mon for nar, for os bekendt, er der ikke afsat penge til forskønnelse eller andre tiltag i området. Så kære borgmester, har du gemt en lille pulje, vi ikke kender til? Eller har blå blok tanker om at finde penge, til nogle af de forslag, borgerne har brugt tid på at formulere.

Vi lokale S’er vil gerne prøve en gang til. De 7,5 millioner er jo brugt, så vi ønsker en ny pulje afsat i det kommende budget, til en grundkapital, så der kan laves et projekt for området og søges penge hjem via fonde. Men denne gang skal der ske reel inddragelse af byens borgere.

Som det ser ud nu – kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det ligner jo en by i afvikling.

Hadsund og omegn

Se flere artikler