LÆSERBREV: Konservative ønsker at fremtidssikre Mariagerfjord Kommune

12. maj 2017
LÆSERBREV: Konservative ønsker at fremtidssikre Mariagerfjord Kommune

.
Af Jens-Henrik Kirk og Niels Sørensen, kandidater til kommunalvalg for Konservative Mariagerfjord.

Diskussionen er ikke ny og har flere gange været oppe at vende. Er det hensigtsmæssigt at en lille kommune som Mariagerfjord bruger massivt flere penge på at drive 4 rådhuse, frem for at skabe en langt bedre drift og økonomi ved en sammenlægning af rådhuse? Nej siger vi!

Vi ønsker at flytte pengene fra administration til borgerne. Helt konkret viser forsigtige beregninger i kommunen, at man ved at sammenlægge vores administration i én lokalitet, vil kunne opnå en besparelse på 910.000 kr. det første år og på sigt ca. 10 millioner kr. pr. år.
I både 2011 og i 2014 har forslaget været politisk behandlet i Mariagerfjord Kommune, men uden politisk flertal for at gøre besparelserne til virkelighed.

De beregnede besparelser fremkommer ved besparelser på kørsel mellem rådhusene, beregnet produktionstab, optimering på fællesfunktioner, energi, intern service, vedligehold med videre og der er i beregningerne inkluderet finansiering af nyt rådhus byggeri.

Mariagerfjord Kommune bruger i dag ca. 300 kr. pr. borger mere om året til administration og ledelse i forhold til gennemsnitskommuner i DK. Dette svarer til, at vi bruger ca. 12 millioner mere på administration og ledelse i kommunen, end hvis vi blot var en gennemsnits kommune. De 12 millioner vil Konservative Mariagerfjord have tilbage til borgerne.

Beregninger viser, at det økonomisk er en stor fordel at lægge rådhusfunktioner sammen. Samtidig viser kommunale nøgletal, at vi bruger 10 millioner mindre på ældre og 5 millioner mindre på kultur og fritid om året, end hvis vi skulle bruge det samme som gennemsnittet af landets kommuner. Vi tror, at mange borgere og foreninger vil glæde sig over, hvis vores skattekroner kommer til at gå til noget mere fornuftigt, end at opretholde en unødvendig rådhusstruktur og dermed en økonomisk administrativ belastning for os alle.

Det Konservative Folkeparti er optaget af, at vi vil skabe de bedste rammer for borgerne nu, men også, at vi fremtidssikrer kommunen for vores børn. Det er hensigtsmæssigt og ansvarligt at tage beslutninger med rettidig omhu, og ikke udskyde dem. Et enigt byråd besluttede i forbindelse med budget 2016, at lukke borgerservice i Mariager og Arden, for at opnå en årlig besparelse på 400.000 kroner. En meget lille besparelse i forhold til de millioner der kan spares ved at sammenlægge de administrative job i et samlet rådhus. Gør vi det, behøver vi ikke spare det forholdsvis lille beløb og samtidig forringe borgernes service i Arden og Mariager. Derfor vil vi, i det kommende byråd arbejde for et samlet administrativt rådhus i kommunen, men ikke på bekostning af borgerservice. Vi skal have borgerservice i de fire hovedbyer, drevet fra eksempelvis biblioteker eller andre lokationer i områderne.

Vi håber at flere vælgere og partier sammen med os, vil være med til at sikre, at vi kan tilbyde bedre service og kvalitet til borgerne i kommunen, og mindre penge til administration.