Debat
Læserbrev: Man bør holde sig til sagen i stedet for at fordreje den
Af Troels Jensen, Torvet 9, Hadsund.
For kort tid siden kom Hadsund endnu engang på landkortet.
Det kan være godt for byen, men kun hvis det er for noget godt.
Folk der havde været ved byens indfaldsveje, havde mødt korsfæstede fugle. Ganske vist døde, men stadig som det første der mødte folk der kom til Hadsund.
Nu bagatelliserer personen der har stillet korsene og de påhæftede fugle op så sin handling og mener at den måde byens borgere har reageret på,, er ude af proportioner med mandens gerning.
Den påstand forsøger han at argumentere for, ved at sammenligne med, hvor mange smågrise der dør i Danmark hver dag.
Folks forargelse drejer sig ikke om dyrevelfærd. Ganske vist var der enkelte der havde tænkt tanken, at fuglene var hængt op mens de var i live, men det var ikke det der fyldte mest, når folk gav udtryk for deres foragt for handlingen og personen bag.
Det folk gav udtryk for var, at handlingen var usmagelig. Flere brugte ordet ”syg”.
Familier på vej i sommerhus mødte synet. Folk med børn på vej til en hyggelig weekend i sommerhuset, så noget selv små børn burde være kloge nok, til at undlade.
Det viser sig så, at det er en voksen mand, der ikke har fået den opmærksomhed han forventede. Så han ”stampede i jorden” på en måde, som rygtedes i hele landet.
Senere kommer det frem, at han ikke selv er generet af de råger han ønsker reduceret i antal eller helt fjernet. Alligevel forventer han at hele byrådet retter opmærksomheden mod ham.
Samtidig udnævner han sig selv til talsmand for samtlige borgere i byen.
Når Sandheden skal frem, så drejer det sig om en person uden situationsfornemmelse og et enormt behov for opmærksomhed. Hvadenten opmærksomheden er positiv eller negativ.
Derfor forventer jeg ikke, at han skammer sig.
Han skal dog vide, at jeg foragter handlingen og finder den usmagelig.
Dette er et debatindlæg eller læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!