Af Hans Henrik Ramsgaard, Arden
Det er valgår, og det kan jo ses på debatsiderne, blandt andet her på Fjordavisen. Senest har en debat om institutionerne i Hadsund udviklet sig til, at Peder Larsen fra SF og borgmester Mogens Jespersen har skrevet lidt frem og tilbage.
Peder Larsen kom i sit sidste indlæg ind på borgmesterens fakta om årstal og sine egne fravær. Han nævnte, at han havde haft fravær 5 gange inden for det sidst år fra Økonomiudvalget, blandt andet fordi møderne lå om morgenen, og kom til sidst i indlægget ind på, at der også var andre, som havde fravær. Han opfordrede til, at man læste referaterne på kommunens hjemmeside.
Jeg tog opfordringen op og kiggede referaterne igennem, for at se om Peder Larsens fakta om tal nu holdt stik.
Når man så på referaterne fra byrådsmøderne, så havde Peder Larsen ganske rigtig kun haft ét fravær.
Af Kultur- og Fritidsudvalgets referater fremgik det, at Peder Larsen havde haft 6 fravær i denne byrådsperiode og alle møderne lå om eftermiddagen, kl. 15:00 eller kl. 16:00.
Anderledes så det dog ud i forbindelse med møderne i Økonomiudvalget. Hvis man gennemgik referaterne fra januar 2018, hvor Peder Larsen startede i udvalget, og frem til udgangen af 2020, altså 36 måneder, så havde Peder Larsen fra SF haft fravær til 25 møder. 8 af disse møder var eftermiddagsmøder.
Som Peder Larsen nævner, er der da også andre, som har en del fravær fra møderne og det vil der helt naturligt være, når man sidder i Byrådet og samtidig har et primært job at passe. Det må jo være noget af det man bør overveje inden man går ind i politik og stiller op til valg.