.
Af Mikkel Grøn, SF
Skal vi blande os i samfundets magtspil, stillede jeg mig spørgsmålet, egentligt er det ikke så svært at deltage i demokratiet.
Hvis vi tolerer den højredrejning hvor dumme folk går og hakker på hinanden fordi de mener det ene eller det andet, må vi se om vi kan få højere til loftet.
Det er en kold tid vi lever i. Jeg bærer stadigt hættetrøjen om vinteren. Men hvad nu hvis der pludseligt sker en forandring – hvis vi kunne indse at vi allerede lever i et multikulturelt samfund…
Vi må droppe den diskussion om at nedgøre andre fordi vi tror på noget religiøst halløj. Vi må respektere hinandens tro, fordi alle religioner indeholder noget godt.
I SF mener vi at vi skal respektere hinandens tro. Man må tro på det man har lyst til. Personligt tror jeg på Jesus. Men også at alt er besjælet, alt har ånd. Vi hylder friheden. Gud er den samme uanset hvad godtfolk kalder deres Gud. Fordi vi tror, er der kærlighed og kærlighed er gud. Om det er Nangiala eller Valhalla.
Der bør være flere steder hvor vi kan have frihed nok til at leve i fred. Flere helligsteder og helle eller fred.
Vi vil alle en bedre verden, men vi må tage os sammen og bekæmpe det yderste højre. Det minder mig om noget, som en der griber efter blanke ting. Vi skal være fredelige og møde dem der vil krigene med ånd. Krig starter med at idioter marcherer, fred starter med en dans.
Så lad os snuppe en svingom. Ligge og grine og give os tid, til at samle styrke til den kommende strid. Vores bedste drenge gemmer sig i sandet og stod det til mig, har vi mere brug for dem herhjemme.
Hvornår vil magthaverne lære at krig er foragt for liv? Ikke for at male det onde på væggen, men det må der må da snart ringe en gonggong et eller andet sted. Vi træder ind i en ny periode og den kalder vi opblomstringstiden. En tid hvor der er fred en tid hvor vi skaber kunst, fordi det netop er det vi skal leve af.
Mange går rundt og knokler hver dag for at få føden og jeg har den dybeste og dybfølte respekt for arbejderklassen, klassekampen er måske vundet i Danmark, men hvis vi ikke forsvarer velfærdstaten. Kommer alting til at koste penge.
Vi må da have noget vi har fælles noget vi deles om i stedet for at skulle bruge pengene to gange. Alle går vi rundt lever som besatte nogen finder noget og andre sig selv. Vi sætter gang i en ny periode, hvor forandringen sker i os selv. Jeg er digter men jeg ser mig nødsaget til at tage ansvar, og er derfor opstillet til byrådet for Socialistisk folkeparti.
Fordi jeg gerne vil leve i en velfærdstat og kunne have det bedst med, at leve et sted hvor vi deles om tingen som den er, ikke som den burde være. Jeg holder meget af at se fodbold, men det koster altså ikke noget at lave en finte med en bold.
På samme måde er det med samfundet, velfærd er noget vi har fælles og det vil jeg gerne forsvare. Det kunne være skægt hvis vi startede en droneklub og jeg tror det næste store bliver robotter.
Men der skal da være flere varme hænder. Det vi skal leve af bør være kunst, kultur og ideer. Fordi vi tænker ved vi at vi er bevidste om os selv. Fordi vi er bevidste om fællesskabet, må vi rygge tættere sammen. Styrke hinanden og være sociale og skabe en atmosfære på Mars såvel som imellem hinanden.
Vi må finde ind til en bevidsthed om os selv og skabe bedre vilkår for kunstnere og søge tilflugt i den følelse der binder os sammen, kærligheden står der, Det nye der sker, er det der sker imellem vi bevæger os fra et punkt til noget andet. Den der tør gå de sjældne veje finder måske noget nyt, den der kender sig selv kan give noget til andre, føler karmaen, alting vender tilbage, den de deler, mister ikke noget han/hun bliver rigere. Det er de kulturelle oplevelser der skaber den nye forandring som vi danner rammen om. Vi må tage vare om freden, dele nektaren fra rosen.
Der er åbent for kommentarer allernederst på siden. Bemærk: kommentarer slettes af redaktionen hvis de indeholder personangreb eller injurier.
![]()
Læs også: