Debat

Læserbrev: Selvfølgelig skal vi bevare valgfriheden i vores børns skolegang

Af Laura Holm, Folketingskandidat for Konservative, Nordjylland

Søren Greve
Af Søren Greve 4. marts 2026

I Nordjylland – ja, i hele Danmark – skal forældre fortsat have ret til at vælge den skole, der passer bedst til netop deres barn. Folkeskoler og frie grundskoler er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. De er sunde alternativer, der tilsammen styrker kvaliteten, mangfoldigheden og friheden i vores uddannelsessystem.

Børn er forskellige. De lærer forskelligt. Nogle trives bedst i den lokale folkeskole, andre i en fri grundskole med et særligt værdigrundlag eller en anderledes pædagogisk tilgang. Det afgørende er ikke skoleformen – men at barnet trives og udvikler sig fagligt, relationelt og menneskeligt.

Som konservativ kandidat i Himmerlandskredsen vil jeg arbejde for, at vi nationalt sikrer stabile og langsigtede rammer for begge skoleformer. Vi skal have en stærk folkeskole, og den skal prioriteres. Men vi skal også værne om de frie grundskoler og efterskoler, som er en helt særlig del af den danske tradition for frihed, ånd og ansvar.

Derfor vil Det Konservative Folkeparti fastholde koblingsprocenten – det statstilskud, som de frie grundskoler modtager, og som i dag svarer til 76 % af udgiften til en folkeskoleelev. Andre partier ønsker at sænke den. Det vil gøre det langt sværere at drive friskole, særligt i landdistrikterne, og i praksis indskrænke familiernes valgfrihed.

Særligt vigtigt for vores landdistrikter

Vi skal sikre gode vilkår for at oprette en fri grundskole, hvor lokalt engagement og behov er til stede. I mange mindre byer er det netop forældres og borgeres initiativ, der holder liv i skolen – og dermed i hele lokalsamfundet. Staten skal ikke stille unødige barrierer i vejen for det engagement.

Samtidig vil jeg arbejde for at lette bureaukratiet for de små skoler – både folkeskoler og frie grundskoler. Alt for mange kræfter bruges i dag på dokumentation, indberetninger og administration frem for på undervisning og nærvær. Skoleledere og lærere skal have mere tid til børnene og mindre tid bag skærmen.

For os i Nordjylland er det ikke en teoretisk diskussion. Frie grundskoler og folkeskoler i mindre byer skaber liv, arbejdspladser og bosætning. De er omdrejningspunkt for fællesskab og engagement. Når en skole forsvinder, mister byen mere end en bygning – den mister hjerte, sammenhængskraft og fremtidstro.

Valgfrihed er ikke et luksusgode for de få. Det er en grundlæggende rettighed i et frit samfund.

Jeg vil kæmpe for, at vi også i fremtiden har både en stærk folkeskole og stærke frie skoler – med frihed, ansvar og mindre bureaukrati. For vores børns skyld. Og for de lokalsamfund, de vokser op i.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!