Indsendt af: Troels Jensen, Hadsund
Indsendt debatindlæg fra en læser. Indlægget er et udtryk for skribentens holdning.
Det spørgsmål burde der aldrig være anledning til at stille, da god forvaltningsskik betyder, at man fra administrationens side opfører sig ordentligt overfor borgerne.
Begrebet God forvaltningsskik blev indført af tidligere Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen og er blevet videreført som rettesnor for administrationens behandling af borgerne.
Med andre ord har de folk der repræsenterer borgerne i Folketinget og som dermed holder øje med myndighederne på borgernes vegne, haft tillid til hans syn på beskyttelsen af borgerne mod de samme myndigheder, alt sammen i demokratiets navn.
Da Ombudsmanden siden 1996 udover at bistå Folketinget med at kigge den statslige administration over skulderen, også har skullet bistå borgerne i forhold til landets kommuner, gælder principperne for god forvaltningsskik også disse.
Overholder Mariagerfjord kommune så disse retningslinier?
I langt de fleste tilfælde ja. I skriftlige henvendelser fra kommunen til borgerne er tonen som regel høflig og saglig.
Der er dog desværre alt for ofte problemer, når det drejer sig om svar på henvendelser fra borgere til administrationen både skriftlige og telefoniske.
På Ombudsmandens hjemmeside er et par af de vigtigste retningslinier for god forvaltningsskik nævnt.
At besvare henvendelser indenfor rimelig tid.
At behandle borgerne korrekt og høfligt.
At skrive til folk i et sprog de kan forstå
At de har orden i deres sager.
At sproget skal være forståeligt betyder selvfølgeligt ikke at man ikke skal følge afgørelser man ikke forstår og finder forkerte, for det vil mange gøre, hvis en afgørelse går dem imod. Sproget skal bare ikke gøres kringlet og fyldes med fremmedord og fagsprog, så man som borger ikke føler sig i stand til at gennemskue, det skal være muligt, at gennemskue forsøg fra forvaltningens side på at tromle borgeren og måske handle i strid med loven, Eller at skjule at, man har behandlet borgere i samme forvaltningsenhed forskelligt.
Får man et afslag, skal afslaget være korrekt og det skal meddeles på en måde der er til at forstå. Og på en ordentlig og høflig måde.
Det med høfligheden er ikke kun noget der skal foregå når kommunikationen med borgeren er skriftlig. Står man som borger overfor den myndighedsudøvende person eller har man vedkommende i telefonen skal tonen også være ordentlig.
Personligt kender jeg nogle eksempler på at det modsatte er sket og har selv været udsat for dårlig behandling.
For godt 25 år siden var jeg, i en periode, ansat ved Teknisk afdeling i den daværende Hadsund kommune. Et par af de ting der var vigtige, når man var i afdelingen, var at man opførte sig pænt overfor borgerne og at man reagerede på henvendelser. De sidste var afdelingen afhængig af. Hvis der var problemer med tekniske anlæg var den eneste måde kommunen kunne få kendskab til fejlen, at der kom indberetninger fra borgere. Så kunne rørledninger repareres, veje kunne vedligeholdes og fortovsfliser kunne lægges ordentligt.
Jeg har mange gange hørt en ingeniør takke borgere for at blive gjort opmærksom på et hul i en vej, at blive gjort bekendt med en løs fortovsflise eller et lysfyr, hvor der var åbent til elektriske installationer.
Efter kommunesammenlægningen er der dog sket noget i måden visse ansatte i den offentlige forvaltning møder borgerne på.
En af de første oplevelser jeg havde af den art var, da jeg henvendte mig for at høre baggrunden for at man havde kunnet overføre oplysninger om bankkonti, om ejendomsværdibeskatning, om renovation o.m.a. fra de nedlagte kommuner til den nye større kommune, men ikke havde kunnet fortsætte opkrævning af ejendomsværdibeskatning via BetalingsService pr automatik, i de tilfælde hvor ejendomsværdibeskatningen allerede foregik pr. automatik i de mindre kommuner, som nu indgik i de større.
Der var ingen forklaring på at man i stedet havde udsendt opkrævningerne pr kgl. Post. Derimod fik jeg et møgbeskidt svar på min undren over at der var udsendt 2. opkrævning i 14% af de udsendte opkrævninger.
Det er der jo heller ikke! Der er udsendt 2800 påmindelser til 84000 husstande.
Det var ikke manipulation. Det var kun et forsøg på manipulation. Det var nemlig direkte løgn
De 2800 var ganske vist det korrekte antal påmindelser. De 84000 var dog ikke antallet af husstande. Det var antallet af borgere, ganget med 2. Faktoren 2 kan kun være fremkommet ved at kalde påmindelse for 2. opkrævning.
Det korrekte tal fremkommer ved at tage antallet af BBR-ejermeddelelser der udsendes og finde ud af hvor stor en del af disse der sendes påmindelser til.
Når der bor 2,31 person pr husstand og der dertil findes sommerhuse og erhvervsbygninger, uden beboere med folkeregisteradresse når man ikke langt over 20000 BBR-ejermeddelelser. De 2800 påmindelser udgør således 14% af samtlige BBR-ejermeddelelser.
Et andet tilfælde var da jeg trådte på en fortovsflise i bunden af gågaden i Hobro. Den lå løst og der kunne opstå fare for uheld med personskade. Den løse flise kunne også udvikle sig til at flere fliser kom til at lægge løst. Da der findes 700 km vej og 1000 km fortov i Mariagerfjord kommune er der ikke kapacitet til at ansætte folk til at overvåge vejsystemerne. Derfor ringede jeg til borgerservice, så kommunen kunne sende folk ud at bese omfanget af skader på belægningen og få gjort noget ved den.
Da jeg fik den ansvarlige i røret forklarede jeg hvad jeg havde observeret. Så skal jeg love for at jeg fik skæld ud.
Ja du kan sandeligt ikke regne med at vi bare sender folk ud fordi du opdager en løs flise!
Jeg forklarede at jeg ringede for at de kunne gøre noget ved tingene og ikke for at genere. Det var der kun et hånligt grin til overs for. Da personen så fortsatte rendte temperamentet af med mig og personen fik at vide at jeg var træt af den tone jeg altid blev mødt af fra den pågældende.
Endnu et grin og så fik personen at vide at jeg var træt af altid at blive svinet til. Og så blev røret smidt på af medarbejderen.
Jeg havde tidligere ringet ind og talt med den samme administrative medarbejder om et defekt lydfyr ved Hadsund skole og om en gangtunnel under tilkørslen til Hadsundbroen fra nord, hvor regnvand ikke kunne komme fra tunnelen med det resultat, at der stod 20 30 cm vand på asfalten. I disse tilfælde var tonen lignende.
Så klagede jeg over medarbejderen.
Der mødte herefter 2 personer op fra Mariagerfjord kommune. Først blev der talt til min dårlige samvittighed.
En af de ting der sker, når der bliver klaget over en medarbejder er at personen kommer til at tænke over om det er det rigtige arbejde vedkommende har.
Tja, den tanke må jeg indrømme at have tænkt, da jeg gjorde hvad jeg havde fået at vide var nødvendigt for at forvaltningen kunne varetage sine opgaver og man så, for at sige det rent ud, derefter bliver svinet til af selvsamme forvaltning.
Jeg blev af de to medarbejdere også mindet om at personerne i forvaltningen jo også skulle udøve myndighed.
Ja tak, men myndighedsudøvelsen må højst finde sted i det omfang det er nødvendigt. Er det ikke nødvendigt at udøve myndighed, så skal den gode forvaltningsskik praktiseres. Når jeg gør opmærksom på en fejl i en belægning, så har jeg intet gjort forkert. Jeg har ikke oprettet fejlen. Blot givet kommunen mulighed for at besigtige og rette fejlen, men man angreb budbringeren.
Det betyder ikke at administrative medarbejdere skal kaste sig i støvet for nogen, det betyder ikke engang at de administrative medarbejdere der modtager indberetninger skal sige tak. Det betyder kun at personen der modtager beskeden skal være høflig. Ikke andet. Og det var ikke høflighed jeg blev mødt med.
Efter mødet fik jeg navnet på en anden person jeg kunne ringe til ved senere henvendelser. Måske burde der i stedet have været indskærpet overfor medarbejderen der blev klaget over, at man er høflig. Selv når man, som jeg fik at vide om den pågældende medarbejder, at vedkommende var effektiv.
I stedet for, at jeg skulle henvende mig til Mariagerfjord kommune på samme måde som alle andre borgere, så skulle jeg henvende mig ad omveje
Man kan så spekulere over om der er tale om stress pga. for mange sager eller om effektiviteten skyldes afvisninger af borgere ved disses henvendelse.
Som medlem af Mariagerfjord kommunes handicapråd, hvor jeg repræsenterede Dansk Blinde Samfund, oplevede jeg også et par brud på de gode manerer.
Det grælleste var på et møde, hvor der var et emne på dagsordenen. Emnet var lukket, så jeg kan ikke fortælle hvad emnet angik, men det er heller ikke det væsentlige.
Det der skete og som var meget alvorligt, når det angik ordentlig behandling af borgerne var den reaktion en person fra forvaltningen havde.
En meget kompetent person havde indgivet en klage over måden en bestemt afdeling blev drevet. Det var en person, som tidligere havde arbejdet som leder for den pågældende afdeling, så vedkommende burde vide hvad der burde foregå i en sådan afdeling.
Lederen af en anden afdeling mente helt bestemt at punktet ikke burde behandles.
Jeg ville edermaneme blive sur, hvis der lå sådan en på mit skrivebord!
Der blev peget på brevet med klagen samtidigt.
Jeg argumenterede mod denne holdning og sammenlignede det med censur.
Den daværende leder af afdelingen, hvorpå klagen gik, skulle ikke blive sur pga. en sådan henvendelse. Vedkommende medarbejder skulle behandle sagen sagligt. Var den uberettiget, skulle klagen tilbagevises med saglige argumenter og var den berettiget skulle klagen tages til efterretning. Desværre fandt vi aldrig ud af om lederen ville være saglig i tilbagevisning eller tage påvisning til efterretning, da punktet blev taget af dagsordenen.
Derimod fandt vi ud af at lederen af en anden afdeling, den administrative medarbejder, som sad i Handicaprådet, ikke ville overholde den gode forvaltningsskik, hvis der var en borger der fremsatte kritik, men derimod blive sur. Han ville endda edermaneme blive sur hvis der lå sådan en på hans skrivebord. Det virkede som taktikken gik ud på at få kritik af forvaltningen fjernet.
Kollegialt? Næppe. Et slag mod demokratiske principper? Helt sikkert!
Tidligere havde jeg oplevet hvordan der blev arbejdet med skjult dagsorden fra forvaltningens side.
Da jeg deltog i arbejdet med at oprette en friskole i Visborg blev der officielt bakket op om arbejdet fra politisk side. Det er der ingen grund til at betvivle var oprigtigt.
Den virkelighed arbejdsgruppen og bestyrelsen på friskolen mødte var dog en anden
De ting som var fremstillet af tidligere undervisere i f. eks. sløjd blev bevidst destrueret. Det fortalte de medarbejdere, som var udsendt fra den daværende Hadsund kommune, at de havde fået ordre til.
Inventaret i gymnastiksalen kunne Hadsund kommune undlade at lade skolen få med, da der var tale om en erhvervsbygning. Hadsund kommune kunne dog ikke benytte inventar som ribber, tove og bomme til andre formål andre steder og ville køre det hele til forbrænding.. Med hvilket formål?
Da en person i arbejdsgruppen overfor Hadsund kommune holdt på at ret skulle være ret og at loven skulle overholdes, blev der givet ordre til at hvis kommunen havde noget på den pågældende person, så skulle det benyttes i denne sammenhæng. Altså at hvis den pågældende borger ikke rettede ind i den ene sammenhæng, så ville vedkommende blive straffet via sanktioner i andre.
I juraen er der tale om magtfordrejning. Noget der slås hårdt ned på, hvis det kommer for en dag.
Da friskolen senere, trods modviljen fra administrationen, blev en realitet, benyttede man friskolen til at tage sig af elever med særlige behov. En enkelt politiker udtalte sig til pressen om sagen med den holdning at friskolen ikke burde have ret til at afvise elever, når kommunerne ikke havde.
Årsagen til at frie grundskoler har ret til at afvise elever er dog meget enkel. Det er kommunernes pligt og ansvar at tilføre elever med særlige behov den specialundervisning og støtte de har brug for. Kommunerne modtager faktisk betaling herfor.
En trediedel af det tilskud friskolerne modtager fra staten til hver elev skal betales videre til elevernes hjemkommuner, netop til at iværksætte specialtilbuddene.
Kommunen modtog altså en trediedel af samtlige midler tilført fra staten til de elever, som kom fra friskolen og havde bopæl i Hadsund kommune. Derimod videreførte Hadsund kommune ikke en øre af de midler til friskolen for de elever det lykkedes at videresende. Elever som Hadsund kommune faktisk undlod at give den nødvendige specialundervisning, men beholdt pengene i egen kasse. Kommunen svigtede børnene og skummede fløden.
Et meget kendt eksempel på den tone, som ikke er i overensstemmelse med god forvaltningskik er fra gågaden i Hadsund
Hvorvidt en kommune bør blande sig i detaljer ved huse er ikke spørgsmålet. Hvor små detaljer kommunen skal gå ned i, når det drejer sig om udseendet på bygninger er heller ikke sagens kerne. Sagen er om man kan give tilsagn om hvorvidt lokalplaner overholdes, hvis bestemte detaljer iværksættes.
Når en borger, som måske er blevet krakilsk, stiller et simpelt spørgsmål om en farve bør der kunne gives et kort og præcist svar.
Må jeg lade bygningen male i denne farve?
Når farvekoden oven i købet er medsendt kan den ikke beskrives mere præcist. Der er altså tale om et spørgsmål hvor svaret enten kan være Ja eller Nej.
I artiklen gør forvaltningen det oven i købet klart at den har retten til at fortolke lokalplanen. Fint Så fortolk
I stedet bliver spørgeren angrebet i pressen. Han bliver kaldt deltager i et mediestunt
Først da en politiker, som viste sig som repræsentant for borgerne, på et byrådsmøde satte administrationen på plads og gjorde opmærksom på, at den farve en omstridt bygning var malet med og som administrationen ville have ændret, faktisk var nævnt som en af de farver der var tilladt, blev hetzen fra administrationens side stoppet.
Lokalplanen gik i detaljer. Den skulle overholdes. Det blev den til sidst.
I en sag, hvor en lokalplan havde sikret byens borgere udsigt over Mariagerfjord fra et område i Hadsund, lød der dog andre toner.
Da var lokalplaner pludseligt ikke noget der skulle tages så alvorligt.
Ganske vist var det en ruin der til sidst lå på grunden, men for at sikre opførelsen af nye beboelseshuse, nedlagde man den lokalplan der sikrede borgerne den gode udsigt. Man bortskaffede endda nogle fredede træer. Det gjorde man på den snedige måde,at man væltede de sunde af træerne og lod de syge træer blive.
På den måde sikrer man sig, at man ikke kun fjerner fredede træer i nødvendigt omfang. Man sikrer den i det ønskede omfang. Simpelthen pr omgåelse.
Det kan undre, at når det drejer sig om farven på en bygning, så skal lokalplanen overholdes for enhver pris og endda forsøges benyttet til chikane, selv når farverne på bygningen overholder lokalplanen. Når lokalplanen derimod skal sørge for at byens borgere har adgang til udsigt og hvis fredede træer skal beskyttes, så skal lokalplanen ikke tages alt for alvorligt.
Med andre ord: Lokalplaner skal overholdes, når de er til Mariagerfjord kommunes fordel. Altså når noget skal gennemføres.Skal der derimod gennemføres forhold, hvor borgerne er sikrede, så ser man bort fra reglerne og blæser på borgerne.
I Mariagerfjord kommune er der vedtaget et regulativ for kommunens gågader. De findes i Hobro og Hadsund.
Regulativet er vedtaget for, at sikre tilgængelighed for flest muligt.
Ældre mennesker med rolator, skal kunne færdes på fortovene, så de ikke tvinges ud midt på gaden, hvor biler med særlig tilladelse må færdes. Børnefamilier med barnevogne skal kunne færdes sikkert og blinde som jeg selv, skal kunne gå og orientere sig langs bygninger, da de særlige kendetegn på bygninger og lyde fra sideveje er en betingelse herfor. At gå midt på vejen, hvor alt er ens, gør det ikke muligt.
Der skal være frit fra bygninger og et stykke ud på fortovene, overdækkede områder og markedsparasoller skal have en bestemt frihøjde osv.
Faktisk skal frihøjden være 235 cm fra terræn og til nederste kant på markedsparasoller.
På et tidspunkt fandtes der en del parasoller, hvor man risikerede at få de stivere, som holdt dugen i øjnene. Jeg var heldig flere gange at få den mellem øjnene lige over næsen.Hvis jeg skulle nå op med øjnene hvor underkanten af en lovligt opstillet parasol starter, så ville jeg skulle være 2,40 2,50 meter høj. Da jeg er 1,77, så har nederste kant på de parasoller, som fik ram på mig, højst været 1,70 meter fra terræn.
Da jeg henvendte mig til forretningerne var der sjældent forståelse for problemet. I Handelsstandsforeningen forsøgte den daværende formand sig med en appel, men hun mødte ingen forståelse for sit synspunkt. Da vejen så gik om Mariagerfjord kommunes administration skete der slet ingenting.
Medarbejderen som havde det som sin opgave at varetage kontrollen med overholdelsen af regulativerne, ringede og forklarede, at det var svært at kontrollere. Terrænet hændte Når man går, så går man lodret Ikke vinkelret på terrænet. Derfor måler man fra terræn og lodret op.
Da jeg en dag kom forbi en forretning, ville jeg beskytte øjnene og holdt derfor en hånd for dem. Da jeg så ikke ramte mod nogen parasoller, ville jeg mærke efter, om parasollerne ved den pågældende forretning var blevet hævet. Derfor rakte jeg hænderne opad.Næste gang jeg talte med den kommunalt ansatte medarbejder sagde han Du behøver jo heller ikke ligefrem gå og række hænderne i vejret for at finde fejl!
Nej det gjorde jeg heller ikke. Jeg undersøgte om faren for at få stålstivere i øjnene var fjernet.
Jeg rettede så henvendelse til medarbejderens overordnede. Derefter kom et skriftligt svar på min henvendelse afsendt kl 15:59.
En senere henvendelse vedr udstillingerne i gågaden i Hadsund blev jeg gjort opmærksom på, at Mariagerfjord kommune selv bestemte hvordan regulativer bliver håndhævet.
De mange stabelbare paller der står rundt om i Hadsunds gågader, har jeg stødt benene på mange gange. De overholder ikke regulativet vedtaget af Mariagerfjord kommune. Det samme er tilfældet med de mange sten der står rundt om og de ekstra visne grantræer, der stod midt på en del gangarealer i december måned. De træer der blev stillet op som normalt, var der ingen problemer med, men de uautoriserede stod meget uhensigtsmæssigt.
Mariagerfjord kommune afviste enhver anmodning om, at regulativet blev håndhævet.
Jeg rettede henvendelse til Ankestyrelsen, men uden held. En henvendelse til Ombudsmanden virkede heller ikke. I forbindelse med henvendelsen til Ombudsmanden blev der bedt om en forklaring. Her argumenterede administrationen med, at den selv afgjorde, hvordan den håndhæver sit regulativ. Problemet er så bare, at kommunen slet ikke håndhæver.
Hvis borgere henvender sig og beder om hjælp til større tilgængelighed, så kan Mariagerfjord kommune henvise til sin egen gode vilje i form af et vedtaget regulativ.
Når borgerne så beder om at regulativet håndhæves, så henvises der til, at man selv bestemmer hvordan og om.
Dermed er regulativet en nullitet.
Når det gælder parkering på fortove i kommunen, så ønskede man ikke at bruge tid og penge på den administrative byrde der lå i at afvige lovens udgangspunkt om, at der er forbud mod parkering på fortove.
Den administrative opgave påtog man sig dog mht. gågaderne. Når man ikke håndhæver regulativet, selvom man har påtaget sig den administrative byrde, så kan der næsten kun være tale om et ønske om at kunne henvise til den gode vilje i regulativet som har vist sig at være en nullitet. Altså uden reel virkning.
På et møde blev der for noget tid siden talt om den stormomsuste bygning i bunden af gågaden. Jeg kaldte det på mødet for forfængelighed fra administrationens side. Det fik en politiker op i det røde felt.
Lad os slå en ting fast. Jeg synes at det er godt, at vi har nogle regler for tingene, som bliver håndhævet!
Ja det kunne være rart.
For nyligt er der så et ægtepar, som ved et tilfælde opdager, at den grund de netop har afsluttet en årelang sag om ekspropriation om, igen skal eksproprieres. En del af ægteparrets område er udlagt til rekreativt område. Det er parret dog ikke blevet orienteret om. Da sagen kommer for en dag via Facebook, retter en del politikere henvendelse til parret og der lægges op til dialog. Et møde sættes i stand og parret melder på Facebook ud, at Mariagerfjord har rakt hånden ud og parret roser kommunen.
Det viser sig dog, at det er så som så med dialogen.
På mødet får parret at vide, at de skal være glade for, at kommunen overhovedet møder op og gider at snakke.
Først var der kø ved håndvasken. Så bliver der ro. Så tryner man igen.
Mit råd er, at gemme al skriftlig kommunikation, at sikre al mundtlig kommunikation vha lydoptagelser og i sidste instans, at rette henvendelse til en advokat med speciale i forvaltningsret.
Mht. lydoptagelserne, så må man ganske vist ikke overvåge, men at optage en samtale, hvor man selv er deltager, er ikke overvågning. Man kan ikke udspionere sig selv. Og de administrative medarbejdere må ikke forhindre lydoptagelserne.
Heldigvis kan borgere altid få forvaltningers beslutninger afgjort ved domstole. Heldigvis har vi en Ombudsmand, som kan gå ind i sager, hvor forvaltningen ikke opfører sig ordentligt. Ombudsmanden kan ikke afgøre sager, men kan bevillige fri proces hos domstolene.