LÆSERBREV: Urimelig stor millionregning på vej til fjervarmeforbrugerne i Mariagerfjord kommune!

26. april 2017

.Af Thorkild Nørfelt Løkke, formand Hadsund FjernvarmePå vegne af 11 fjernvarmeværker i Mariagerfjord kommune Fjernvarmeværkerne i Mariagerfjord kommune har, ligesom alle andre fjernvarmeværker landet over i mange år, haft mulighed for at optage kommunegaranterede lån til en lav rente. Det har gennem mange år været med til at gøre det muligt at gennemføre store investeringer…

.
Af Thorkild Nørfelt Løkke, formand Hadsund Fjernvarme
På vegne af 11 fjernvarmeværker i Mariagerfjord kommune

Fjernvarmeværkerne i Mariagerfjord kommune har, ligesom alle andre fjernvarmeværker landet over i mange år, haft mulighed for at optage kommunegaranterede lån til en lav rente. Det har gennem mange år været med til at gøre det muligt at gennemføre store investeringer i grøn omstilling og inddirekte været med til millioninvesteringer, der måske ellers ikke ville være foretaget.

Af konkurrencehensyn, da der findes “private” leverandører af fjernvarme, vedtog man for nogle år siden i EU regler der skulle gøre konkurrencen mere lige, da private virksomheder ikke kan få kommunegaranterede lån. Der blev så indført regler om at en kommune skal opkræve en “garantiprovision” som gør konkurrencen mere lige, og i dette tilfælde anbefalede kommisionen at der skulle opkræves en garantiprovision på minimum 0,4 % af restgælden på kommunegaranterede lån, i virksomheder med stærk betalingsevne, og det må man sige at forbrugerejede selskaber er, da forbrugerne hæfter for gælden og ikke kommunen. Vi er så helt på det rene med i fjernvarmeværkerne, at vi så nødt til til at betale de 0,4 %, omend vi synes det er urimeligt at pålægge det i en specifik forbrugerejet branche.

Nu kunne Mariagerfjord kommune så meget nemt udmønte disse regler og opkræve 0,4 % af restgælden og dermed få en ekstraindtægt på ca. 8 -10 millioner de næste 10 år, men politikerne i økonomiudvalget har på det seneste møde besluttet at indstille til byrådet at kommunen skal opkræve 0,75 % af restgælden hvert år.

Det betyder en politisk bestemt ekstraregning på ca. 8 millioner de næste 10 år til alle fjernvarmeforbrugere i Mariagerfjord kommune der har kommunegaranterede lån, og en samlet indtægt for kommunen på op mod 20 millioner de næste 10 år.

Det er helt urimeligt, specielt set i lyset af de hårde år flere af fjernvarmeværkerne i Mariagerfjord kommune har været igennem, og nu hvor priserne er blevet normaliseret så vil kommunen have “skattekroner” ind på denne måde. Vi er i fjernvarmeværkerne enige om at indbringe sagbehandlingen i Mariagerfjord kommune for Statsforvaltningen, da vi kan dokumentere at kommunen ikke har overholdt de mest elementære principper for sagsbehandlingen og fremstilling for politikerne.