Nyheder
LAG Himmerland har sin sidste ansøgningsfrist inden længe
Formand for LAG Himmerland, Niels Juel Nielsen fortæller:
Af Klaus Hansen
Rebild og Mariagerfjord kommuner har siden 2007 haft et enestående godt samarbejde om støtte til lokale ildsjæle og iværksættere via LAG Himmerland.
Små og store projekter har stået sin prøve og bestået og jeg er en stolt formand.
Stolt over at være med i LAG Himmerland og herigennem støtte et bredt felt af gode, værdifulde projekter fra engagerede, dedikerede lokale ildsjæle.
Støtten er dels gået til projekter med fokus på lokale levevilkår, borgernære projekter oftest i mindre bymiljøer, under de altafgørende LEADER-princippers grundspilleregler. Dvs. projekter, der vokser fra et lokalt engagement og bæres af lokale kræfter.
Og støtten er også gået til erhvervsprojekter, der giver mulighed for at udleve en drøm om virksomhedsopbygning og udvikling med ønsket om drift og mulige nye lokale arbejdspladser.
Igen her er der fokus på det lokale fundament, den lokale viden og det lokale iværksætteri.
LAG-midlerne kommer fra EU og forvaltes i Danmark af Bolig- og Planstyrelsen, og pengene giver de danske LAG-bestyrelser mulighed for at støtte lokale projekter i LAG Himmerland er det geografiske område
således Rebild og Mariagerfjord Kommune.
De midler, der gives i tilsagn via LAG, er der ingen tilbagebetalingskrav til.
Projekterne skal til gengæld være leve- og bæredygtige i mindst 5 år. Vi har i LAG Himmerland fået mange stærke projekter ind, som den 15 mands store bestyrelse har fremmet med støttekroner.
LAG Himmerland har sin sidste ansøgningsfrist den 11. maj 2022 kl. 12.00 så det er NU, ildsjælene skal i gang med ansøgningerne.
Der er mere end 2 mio. kr. til den sidste ansøgningsrunde.
Find vores koordinator på LAG Himmerlands hjemmeside og få sparring til jeres projekter. Vær også opmærksom på, at vi afholder to INFO-aftener om muligheden for at ansøge LAG-støtte.
Disse afholdes i marts og april måned og fremgår af LAG Himmerlands facebookside.
LAG Himmerland har siden 2007 sendt mere end 35 mio. kr. i støtte til lokale projekter, som har givet en samlet investering i vores to kommuner på 170 mio. kr. altså en mangedobling af støttemidlerne.
Det er fantastisk at være med til og utroligt flot, at projektholderne har rejst midler til en sådan investering i lokale levevilkår og virksomhedsudvikling.
Rebild og Mariagerfjord kommuner får snart muligheden for at etablere en ny lokal aktionsgruppe (LAG) i den kommende periode fra 2023 2027, hvilket jeg ser frem til med store forventninger.
Arbejdet med at etablere nye foreninger og bestyrelser går i gang i løbet af de næste måneder. Det bliver spændende.
De mange års samarbejde om en fælles LAG for de to kommuner er et stærkt fundament for fremtidens indsats. Det bliver helt sikkert et fortsat godt samarbejde og med synlig værdi for begge kommuner.
Læs også: