.
Landdistriktsrådet indkalder til årsmøde på Skrødstrup Efterskole
Igen i år mødes landsbyerne i Mariagerfjord Kommune. Det sker når Landdistriktsrådet indbyder til årsmøde i februar på Skrødstrup Efterskole ved Mariager. Ved sidste årsmøde mødtes over 110 mennesker på Tinghøj i Øster Doense og rådet håber på lige så stor opbakning i år. Til mødet vil repræsentanter fra kommunens landsbyer og andre interesserede sætte hinanden stævne til et relevant program med fokus på landsbyernes mange muligheder og udfordringer.
Der vil bl.a. være foredrag af Johannes Andersen, lektor ved Aalborg Universitet, der fortæller om tendenser indenfor frivillighed og ungdom begge vigtige ressourcer for kommunens landsbyer, samtidig med at det er en aktuel udfordring at tiltrække og beholde disse kræfter i mange landsbyer.
Derudover vil der være 4 oplæg, hvor der gives inspiration til det lokale arbejde i landsbyerne. I et af de fire oplæg vil Brian Skov Nielsen fra Center for Socialt Frivilligt Arbejde give nogle bud på, hvad man som forening eller landsby kan gøre, for at få fat i flere unge frivillige. De unge kan og vil faktisk en hel masse – og med små tips og tricks kan foreninger sagtens udnytte den ressource, som de unge er, til gavn for alle parter.
I et andet oplæg vil Stine Berg fortælle om udviklingsprogrammet Blomstrende Landsbyer og herefter vil Poul Verner Christensen fra Årre i Varde Kommune, dele ud af deres oplevelser og erfaringer med programmet.
Social Kapital i Landsbyerne er emnet for et oplæg af Kristina Thitgård Jensen, Sundhedscenter Hadsund. Her vil hun uddybe begrebet social kapital, der gennem længere tid har været i stigende fokus, når det gælder den enkelte borgers sygdom, sundhed og trivsel. Borgeren kan trække på social kapital fra mange forskellige fællesskaber, og der er gode grunde til at fokusere særligt på lokalområdet og de netværk, normer og gensidige tillidsrelationer, der eksisterer eller mangler i områderne.
Et fjerde oplæg er af Jesper Malling Sørensen, filialdirektør i Andelskassen Hobro. Her vil han give indblik i emnet ejendomsfinansiering i landdistrikterne.
I løbet af aftenen er der orientering om Landdistriktsrådets arbejde, samt en årsberetning.
Årets Ildsjæl 2013
Et af aftenens højdepunkter er kåringen af Årets Ildsjæl 2013. Blandt 17 indstillinger har Landdistriktsrådet nomineret tre kandidater: Orla Jørgensen, der gennem 25 år har haft stor betydning for udviklingen i Veddum og har præget og holdt liv landsbyen; Niels Riis Østergaard, som med engagement og gåpåmod har været med til at gøre lokalområdet Handest, Glenstrup og Holmgård levende og attraktivt; Hans Christensen, Jakob Mortensen, Villy Nielsen og Arne Nielsen fra Rold, som har taget initiativ til og været primus motor for i udviklingen af det gamle stadion til en spændende aktivitetsplads for børn og voksne i Rold. Prisen på 5000 kr., samt et kunstværk overrækkes af Formanden for Kultur og Fritid Jørgen Pontoppidan.
Formanden for kommunens Landdistriktsråd Jens C. Jensen håber igen i år på et godt fremmøde og opfordrer, at man besøger hjemmesiden www.mariagerfjord.org, hvis man er interesseret i at deltage. Her er der flere oplysninger, samt elektronisk tilmelding.