Nyheder
Landsholdsspiller til Hobro?
.Hobro jagter offensive forstærkninger, og den tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann er en mulighed for den nordjyske klub. Det fortæller TV2 Nord Hobro solgte angrebsprofilen Emil Berggreen kort før transfervinduet lukkede, men der kom ikke nogen ny angriber ind. Det satser klubben dog på at få inden Superligaen begynder igen i slutningen af denne måned. – […]
.
Hobro jagter offensive forstærkninger, og den tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann er en mulighed for den nordjyske klub. Det fortæller TV2 Nord
Hobro solgte angrebsprofilen Emil Berggreen kort før transfervinduet lukkede, men der kom ikke nogen ny angriber ind. Det satser klubben dog på at få inden Superligaen begynder igen i slutningen af denne måned.
– Vi afsøger lige nu markedet og satser på at kunne præsentere en ny spiller eller to inden for en uges tid, siger Hobros pressechef Ole Kirchert Christensen til TV2/Nord.
Pressechefen ønsker ikke at kommentere, hvem klubben jagter. Hobro kigger i øjeblikket på flere klubløse spillere, og man er ude efter spillere fra øverste hylde.
– Vi går efter spillere, som kan gå direkte ind og forstærke holdet. Vi vil gerne spille i Superligaen igen i næste sæson, og derfor skal nye spillere gøre os til et bedre hold, end vi er i forvejen, siger Ole Kirchert Christensen.
En af de spillere, som kan være på vej til Hobro, er den tidligere landsholdsspiller Mikkel Beckmann. Den 31-årige angriber har en fortid i Lyngby, Randers FC og FC Nordsjælland, samt cypriotiske APOEL og svenske Elfsborg.
Beckmanns kontrakt med Elfsborg løb ude i efteråret, og herefter valgte han at flytte tilbage til Danmark. Mikkel Beckmann, som har spillet syv landskampe for Danmark, bor nu i Aarhus.
Det er ikke lykkedes Beckmann at finde en ny klub. Han har i den seneste tid trænet med hos Randers FC for at holde formen ved lige, men kronjyderne ser ikke ud til at mangle en angriber.
Det gør Hobro til gengæld, og TV2/Nord erfarer, at Mikkel Beckmann kan være løsningen for de nordjyske oprykkere, som ligger på syvendepladsen i Superligaen.
– Jeg ønsker ikke at kommentere på specifikke navne. Vi ser både på danske og udenlandske spillere, og jeg synes, at der er mange stærke klubløse spillere på markedet, siger Ole Kirchert Christensen.
Hobro spiller forårssæsonens første Superliga-kamp 22. februar, hvor holdet gæster SønderjyskE.