.
Pressemeddelelse:
Så sluttede Hobro IK’s landspokaleventyr. En sen kold vinteraften på DS Arena havde Hobro besøg af FC Nordsjælland fra superligaen. Det var en kamp, som de lokale helte havde stor ære af, men kun i første halvleg var der tvivl om udfaldet. Gæsterne vandt med 3-1 efter at have været foran 1-0 ved pausen.
Hobro valgte at stille til kamp uden midtbanespilleren Kasper Fisker og forsvareren Anders Egholm i erkendelse af, at kampene i toppen af 1. division trods alt betyder mere end landspokalkampen mod FCN, selv om den gjaldt en kvalifikation til semifinalen. Inderst inde vidste man nok, at det ville blive meget svært mod FCN, men faktisk var det Hobro, der burde have været foran ved pausen, og så var det måske endt anderledes.
Fire gange havde Hobro absolut nærgående forsøg, der tog træværket, men det havde ikke efter spillets fordeling i første halvleg været ufortjent, om et eller to af de forsøg var endt med mål. Mathias Bersang stod for tre af dem, og han må ærgre sig sammen med holdet og de næsten 1.800 tilskuere på DS Arena. Ikke mindst, da de så gæsterne bringe sig foran 1-0 bare to minutter inden pausen.
Gæsterne scorede til 2-0 og 3-0 efter godt ti og tyve minutter af anden havleg, og der var det Nordsjælland, der dominerede. 18 minutter før slutfløjt reducerede Tobias Perch-Nielsen på hovedstød efter hjørnespark. I de sidste minutter faldt Hobros fjerde forsøg på stængerne, og holdet oplevede at få et mål annulleret, så derved blev
det: 3-1 til gæsterne.
Johnny Sørensen fra DK-EVENT fulgte begivenhederne på og omkring grønsværen, og det kom der denne fotoreportage ud af.
Se her
Læs også: