Nyheder
Lille piges forsvinden får et efterspil
.Mariagerfjord.dk fortæller: Tirsdag den 22. juli blev en lille pige på 2½ år væk fra sin institution. Pigen blev fundet i god behold efter en intens politi-eftersøgning, men sagen får et efterspil. Først og fremmest er det blevet besluttet, at der skal sættes hegn op om den naturgård, som er en afdeling af børnehaven Stoldalen […]
.
Mariagerfjord.dk fortæller:
Tirsdag den 22. juli blev en lille pige på 2½ år væk fra sin institution. Pigen blev fundet i god behold efter en intens politi-eftersøgning, men sagen får et efterspil.
Først og fremmest er det blevet besluttet, at der skal sættes hegn op om den naturgård, som er en afdeling af børnehaven Stoldalen i Hobro.
Dagtilbudschef i Mariagerfjord Kommune, Nina Hæsum, oplyser desuden, at lederen af den selvejende daginstitution, Stoldalen, har foretaget de nødvendige handlinger for at søge at undgå, at noget lignede sker igen.
– Selvom det var en kæmpe lettelse, at de fandt den lille pige i god behold, så må den slags bare ikke kunne ske. Derfor har vi brugt de seneste dage på at klarlægge, hvad der præcist skete og om alle vores sikkerhedsprocedurer er blevet overholdt, forklarer Nina Hæsum.
Her kunne det desværre konstateres, at selvom der kun gik få minutter, før de voksne konstaterede, at den lille pige var væk, så gik der halvanden time, inden børnehavens leder blev kontaktet.
– Personalet forsøgte selvfølgelig selv at finde den lille pige, men ikke desto mindre, så kan vi under ingen omstændigheder acceptere, at der gik så lang tid, inden lederen blev involveret og tilkaldte politiet. Derfor er jeg tilfreds med, at lederen har handlet i sagen, siger Nina Hæsum.
Forløbet
Den lille pige på 2½ år var – som det eneste vuggestuebarn – med en børnehavegruppe med i alt 15 børn på naturgården. Naturgården er en afdeling af børnehaven Stoldalen i Hobro. Der var tre pædagoger, en praktikant og en pedel med på stedet.
En af de deltagende pædagoger informerede personligt alle øvrige deltageres forældre om hændelsen samme dag.
Kommunens RITS-beredskab ydede psykologisk krisehjælp til den lilles pige pårørende under og efter eftersøgningen.
Kommunen har et RITS-samarbejde med Beredsskabscenter Djursland. To medarbejdere herfra de-briefede personalet på et fælles møde tirsdag aften.
RITS er en forkortelse for Rekonstruktion og Integration af Traumatisk Stress.
Stoldalen er en selvejende institution og derfor er det lederen af institutionen, der har iværksat de nødvendige foranstaltninger. Kommunen har tilsynspligt med institutionen.