.
Af Klaus Hansen
Et rigtigt godt sted at tage hele familien med hen er Lille Vildmosecentret, som igen i år byder på et spændende påskeprogram pakket med spændende og lærerige aktiviteter for alle.
Kryddersnaps, påskepip og fjollet æggesjov
Den 9. april, som er palmesøndag, kan du komme med på en dejlig vandretur til Rovfugletårnet, hvor guiden undervejs vil fortælle om naturgenopretning via vandstandshævninger. Guiden vil også fortælle det seneste nyt om de 5 elge og de prægtige krondyr i området. Desuden vil der komme en opdatering på de 5 nye elge, som til sommer skal hjælpe de andre store græssere med, at genskabe mosens åbne vidder via græsning. I Rovfugletårnet smages på lokal bjesk, og vi ser forhåbentlig kongeørnen, der har fået fast yngleplads i Lille Vildmose. Det er en god ide at medbringe kikkert og solidt fodtøj.
De mindste i familien vil helt sikkert blive smaskforelsket i de små, gule påskekyllinger, som over påsken kommer til at bo på Lille Vildmosecentret. Den 10. og 11. april går det helt i påskepip og vi skal lave en masse æggesjov i Naturværkstedet. Du kan kæle for kyllingerne mens der fortælles historier om trolden Vildma fra Lille Vildmose. Skulle forårssolen vise sig vil vi lave sjove påskelege og æggeløb på plænen i parken.
Tril en tur med Tørvetoget og se vildsvinene få mad
Efter et par timer med sjov og ballade er det tid til lidt godt i maven. Frokosten kan I enten selv medbringe, men der er også mulighed for, at købe mad i den hyggelige Café Soldug. Bålet er også tændt i bålhytten, hvor I kan købe en pølse og riste over gløderne imens i nyder varmen. Vildsvinene bliver fodret kl. 11.15. og 14.15 og kl. kl. 13.00 og 14.00 triller mosens gamle tørvetog med glade gæster. Se Lille Vildmosecentrets hjemmeside for det fulde aktivitetsprogram samt priser og åbningstider.