Debat

Debatindlæg: “Lilleskolen” er måske en god idé – men hvad med resten af folkeskolen?

Af Peder Larsen, Mariager, Folketingskandidat for SF

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 7. marts 2026

Som forældre ved vi, hvor meget børnenes skole betyder i hverdagen. Derfor undrer det mig, at man taler så meget om mindre klasser i de første skoleår, men næsten ikke om resten af skolegangen.

Det er fint at sænke klassestørrelsen op til 3. klasse. Men hvad med årene fra 4.–9. klasse? Skal de bare fortsætte med op mod 28 elever i klassen? Det synes jeg er en lidt naiv tilgang.

Jeg tror i højere grad på, at vi skal tilføre folkeskolen flere ressourcer og give den enkelte skole og skolebestyrelse frihed til at bruge pengene dér, hvor behovet er størst.

I mange nordjyske kommuner har vi små årgange. Det betyder for eksempel, at en 1. klasse med 16 elever nogle steder skal deles i to hold på 8. Jeg er selv uddannet folkeskolelærer, og jeg ved, at en klasse på kun 8 elever ikke altid giver det fællesskab og den dynamik, som børn har brug for.

Og hvad med klassens time? Den er blevet sparet væk flere gange gennem årene. For mig var det måske noget af det vigtigste, jeg selv oplevede i skolen.

Jeg gik på Overlund Skole ved Viborg og havde lærere, der var engagerede i samfundet og turde udfordre os. I klassens time talte vi om demokrati, om respekt for hinanden og om, hvordan man er en god del af et fællesskab. Den slags samtaler betyder noget – både for vores børn og for den måde, de møder verden på.

Vi bør også bruge flere ressourcer på en tidlig indsats for børn med ordblindhed og på at støtte vores højtbegavede børn. Alt for mange får stadig ikke den hjælp, de har brug for.

En stemme på mig er også en stemme for at tilpasse “Lilleskolen” til en nordjysk virkelighed – hvor vi lytter til familierne og skaber en folkeskole, der fungerer for alle børn.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!