.
Lukkede og utrygge stationer og banegårde er desværre hverdagen for mange togpassagerer. Det kan vi ikke være bekendt at byde de rejsende, der i forvejen må trækkes med alt for mange togforsinkelser og -aflysninger.
En station skal være tryg, der skal være mulighed for at komme på toilettet og meget gerne mulighed for at købe en kop kaffe, lidt at spise og spørge nogen om hjælp.
På Hobro Station viser man nu vejen. Her blev kiosken desværre lukket for længst, men nu er der åbnet en lille hyggelig socialøkonomisk cafe, hvor udsatte unge får en ekstra chance for at blive integreret på arbejdsmarkedet.
Det er en løsning, der slår flere fluer med et smæk. Passagererne får sig en cafe, hvor de kan købe en kop kaffe og en sandwich, DSB-ejendomme får lidt omsætning og bedre mulighed for at holde fx toiletterne åbne, og de unge mennesker får sig med cafeprojektet en god mulighed for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet.
Andre af landets stationer og banegårde burde lære af Hobro og de andre stationer, hvor der sker noget. Derfor er jeg også glad og stolt over, at Dansk Folkeparti sammen med en række andre partier, herunder Socialdemokratiet, har indgået en bred aftale uden om regeringen om Bedre og Billige Kollektiv trafik.
Her er afsat penge til at forbedre DSB-ejendommes indsats med at skabe liv på stationer og banegårde.
Tanken er ikke, at vi bare kaster gode skattekroner ud til stationsdrift. Tværtimod. Penge-indsprøjtningen skal bruges til, at endnu flere stationer og banegårde skaber løsninger ligesom i Hobro. Om det så er en socialøkonomisk cafe, en lokal cykelsmed eller restaurant, der slår sig ned og skaber liv, tryghed og åbne toiletter er ikke det vigtigste. Det afgørende er, at vore historiske stations- og banegårdsbygninger holdes ved lige og i gang med tryghed og liv for vore passagerer.
Det ville være let for mig blot at rose min mand, Kim Christiansen, der er Dansk Folkepartis transportordfører for dette initiativ. Det gør jeg naturligvis hellere end gerne. Kim knokler for trafikken.
Men lige her vil jeg gerne fremhæve Socialdemokratiets transportordfører, nordjyske Rasmus Prehn, som ophavsmand til denne nye indsats. Det er stærkt og flot transportpolitiske arbejde.
Alt i alt en fin aftale, der også fandt penge til en lang række cykelstier landet over. Mens andre snakker og snakker, leverer Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti helt konkrete resultater, som danskerne kan mærke i fremtiden!
Med venlig hilsen
Pia Adelsteen
Miljøordfører for Dansk Folkeparti og
Formand for Miljø- og Fødevareudvalget