.
Af Klaus Hansen
23. december holde Madam Blå juleaften for alle de brugere, som har lyst til at fejre jul på værestedet. De mødes kl. 17 og spiser andesteg med rødkål og det hele til, inden de kaster sig ud i mandeljagten i risalamanden. På Madam Blå læser præsten også juleevangeliet højt, før dans og sang går løs om billardbordet, hvor juletræet troner. Og brugerne får personlige gaver.
Julefesten skal dæmme op for ensomheden
For mange af brugerne er julefesten på værestedet den eneste mulighed, de har, for at være en del af et fællesskab i julen og få en gave.
“Vi prøver at dæmme op for den ensomhed, som mange brugere ellers ville føle i julen. Samtidig holder vi fast i en tradition, som flere brugere ikke selv magter at holde i hævd. Og selvom vi ikke holder juleaften 24. december, så føler brugerne, at de har holdt jul,” siger leder af Madam Blå, Alfred Møller Frederiksen.
Jul på alle Blå Kors-væresteder
Alle ti Blå Kors’ væresteder holder juleaften for udsatte mennesker. Enkelte holder dog julefesten en anden dag end 24. december ligesom Madam Blå. Men fælles for alle væresteder er, at de holder en traditionel juleaften med andesteg, ris a la mande, dans og sang om juletræet samt gaver til brugerne. Frivillige mangler der heller ikke juleaften.
Udsatte mennesker skal også opleve samvær juleaften
En af vores væresteders fornemmeste opgaver er at være netværk for brugerne og give dem det sociale samvær, som er vigtigt for alle menneskers trivsel. Juleaften nyder vi alle samvær med vores familie vores netværk. Derfor glæder det mig, at nogle af de mest udsatte borgere oplever samvær og juletraditioner sammen med mennesker, som vil dem. Samtidig er det naturligt, at vi som en kristen organisation fejrer Jesu fødsel med vores brugere, siger generalsekretær for Blå Kors Danmark, Christian Bjerre.
Læs også: