Kultur
Magisk lysvandring vender tilbage til Fyrkat
Vølvens Verden fylder Hobro med vikinger, musik og nordisk mytologi den 26. september
Når mørket falder på over Hobro lørdag den 26. september, bliver byen igen rammen om vikingemagi, lys og fortællinger.
Arrangementet Vølvens Verden vender tilbage for anden gang, og billetsalget er nu åbnet.
Vandring fra havnen til Fyrkat
Deltagerne begynder aftenen ved Hobro Havn klokken 19. Herfra går turen i samlet flok mod Fyrkat ad en rute på cirka fire kilometer gennem byen og landskabet.
Undervejs møder publikum lysinstallationer, musik, vikinger, dramatiske optrin og andre overraskelser, der skal bringe vikingetidens fortællinger om tro, fællesskab og overgange til live.
Efter afslutningen på Fyrkat bliver der bustransport tilbage til startstedet ved Hobro Havn.
Læs også:
Nyt: Optoget fortsætter ind på ringborgen
Som noget nyt fortsætter Vølvens Verden i år helt ind på selve ringborgen Fyrkat. Her kulminerer aftenen i et univers af lys, lyd og nordisk mytologi midt i det historiske anlæg.
Gæsterne kan blandt andet opleve en lysende Midgårdsorm, der bryder frem af mørket, mens langhuset og vølvens grav bliver en del af en dramatisk scenografi. Vølven vil også optræde med en spådom eller et ritual i de historiske omgivelser.
”Vi glæder os til igen at byde publikum velkommen til en helt særlig aften ved Fyrkat, hvor historie, fortælling og stemning smelter sammen. I år løfter vi oplevelsen endnu længere ind i selve verdensarven, så gæsterne kommer helt tæt på både historien og mystikken omkring vølven”, siger Lars Enevold, publikumschef ved Nordjyske Museer, som Vikingemuseet Fyrkat er en del af.
Den afsluttende del ved Fyrkat iscenesættes af instruktør Sune C. Abel i samarbejde med Fyrkatspillet.
Mørke væsener og rå vikingemusik
På ruten kan publikum også møde den nordjyske teatergruppe Dunkelfolket, der er kendt for håndskårne træmasker, mørke væsener og intense optrin mellem eventyr og mareridt.
Musikken leveres blandt andet af gøglerbandet Ramashang, der med sækkepiber, trommer og energisk vikingemusik skal skabe en rå og festlig stemning.
Frivillige spiller en vigtig rolle
Vølvens Verden bliver til i samarbejde med lokale foreninger, frivillige og kulturaktører. Blandt de medvirkende er Østerskov Efterskole, Fyrkatspillet og Vikingemarkedet.
”Det er imponerende at opleve, hvor mange frivillige der igen i år engagerer sig i Vølvens Verden og er med til at skabe noget helt særligt for både borgere og gæster. Deres engagement og fællesskab er fundamentet for arrangementet, og det er med til at gøre aftenen ved Fyrkat både levende, nærværende og magisk. Det vil jeg gerne sige tak for”, siger Laura Holm, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
Billetter kan købes via VisitHimmerland og Nordjyske Museer.
Læs også: