Af Lone K. Hansen
I dagene 25.-28. august næste år vil hele Mariager være forvandlet til et stort gigantisk festivalområde med afsæt i det Europæiske samarbejde.
Political Festival of Europe skydes i gang i 2022 efter en lang indflyvning, som i år blev markeret med en Europadag, der viste vejen hen imod det store europæiske folkemøde.
Ambitionsniveauet er sat højt og vi er i fuld gang med at skabe kontakterne i EU-systemet, samt hos alle de mange andre samarbejdspartnere, som skal medvirke til at over 25.000 mennesker vil ramme Mariager i august 2022 siger Festivalens leder Jan Bertelsen.
Byen vil syde af folkemødestemning med debatter, kulinariske oplevelser, kulturelle indslag og hyggeligt samvær på tværs af grænserne ikke kun i EU, men også fra andre Europæiske nationer fortsætter han
Et sådant stort arrangement kræver masser af logistik, og kalder på hjælp fra mange frivillige hjælpere. Vi vil derfor allerede nu varme op under foreningslivet med henblik på at reservere dagene i kalenderen, da vi håber man herfra vil bidrage til at det hele kan hænge sammen lyder det fra Jens Lykke, der har påtaget sig opgaven med at koordinere indsatsen i forhold til frivillige hjælpere.
Erfaringen fra festivaller og andre større events er, at mange gerne vil bidrage med deres arbejdskraft, da det ofte giver ny energi at være en del af et stort arrangement understreger han.
Festivalen løber over 4 dage, og arrangørerne vil sikre at de frivillige får en stor oplevelse og at der også er tid til at opleve de mange indslag.
Vi vil lave et setup, hvor der også er en gulerod til foreningerne for at finde ansvarlige hjælpere, men det er faktisk allerede nu muligt som enkeltperson at melde sig som frivillig via Festivalens hjemmeside www.pfoe.org understreger Jens Lykke.
Opgaverne kan veksle fra parkeringsvagt over rengøring til salg af mad og drikke, men der er også brug for praktisk hjælp til at håndtere telte og meget andet.
Festivalprogrammet er tilrettelag således at torsdag står i ungdommens tegn, fredag og lørdag er de politiske dage, medens søndag er familiedag.
I løbet af vinteren vil foreninger m.v. blive kontaktet nærmere i forhold til konkrete opgaver.