Nyheder
Mange danskere tager på ski uden hjelm – ny undersøgelse vækker bekymring
Næsten halvdelen træner ikke op til skiferien, og 43 procent bruger aldrig hjelm, viser en undersøgelse fra Alm. Brand.
Skisæsonen er i gang, og for mange danskere er skiferien årets vinterhøjdepunkt. Men en ny undersøgelse peger på, at en stor del tager af sted uden at være ordentligt forberedt – og det kan øge risikoen for skader på pisterne.
Undersøgelsen fra forsikringsselskabet Alm. Brand viser, at 46 procent svarer, at de ikke træner op til skiferien. Samtidig svarer 43 procent, at de aldrig bruger hjelm, når de står på ski eller snowboard, mens otte procent kun gør det nogle gange.
Mange skader i vinterferien
Skader på skiferien er langt fra et sjældent problem. Tal fra SOS International, som Alm. Brand samarbejder med, viser, at 1.200 danskere kom til skade på skiferien i 2024. Alene i vinterferieugerne 6-9 fik 500 danskere brug for assistance fra SOS International.
Ifølge Alm. Brand omfatter de fleste vinterferieskader knæ, albuer, skuldre og kraveben. Selskabet modtager dog også anmeldelser om andre forhold som maveonde, stjålne genstande og hjælp til motorhjælp.
Læs også:
Skaderne kommer ofte efter nogle dage
Når kroppen ikke er vant til belastningen, kan det mærkes – især når ferien er godt i gang. Det fortæller Alm. Brand, som også peger på, at skaderne ofte kommer efter nogle dage på ski.
“En skiferie er en fantastisk oplevelse, men det er også en ferie, der kræver forberedelse. Vi ved af erfaring, at mange skader sker på tredje- og fjerdedagen, hvor man måske er blevet lidt mere overmodig. Det er derfor bekymrende, at så mange ikke forbereder sig fysisk inden skiferien. Selv en smule træning kan gøre en stor forskel og forebygge de mest almindelige skiskader,” forklarer Mathias Kjær Sigvaldason, direktør for Rejse hos Alm. Brand.
Undersøgelsen viser også, at næsten hver femte – 17 procent – har oplevet at få skader på skiferien.
Hjelmen kan være afgørende
Brug af hjelm er ifølge Alm. Brand en af de vigtigste måder at forebygge alvorlige skader på.
En skihjelm har afgørende betydning for, hvor alvorlig en hovedskade du får, hvis du falder på pisten. Heldigvis ser vi langt færre hovedskader end for ti års siden, men hvis de først sker, er det ofte ulykker, som kan give alvorlige senfølger,” siger Mathias Kjær Sigvaldason.
Gode råd før afrejse
Alm. Brand anbefaler blandt andet at træne benene op til skiferien med eksempelvis squats og lunges, bruge hjelm, tjekke forsikringer og sørge for, at udstyret passer.
Derudover opfordrer selskabet til at forberede bilen til vinterkørsel og undersøge lokale krav på destinationen, for eksempel om der er behov for snekæder, og om der kræves medicinsk forhåndsgodkendelse for at være dækket.
Sådan er undersøgelsen lavet
Undersøgelsen er gennemført af Alm. Brand Group via selskabets eget kundepanel. Der er gennemført mere end 1.010 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 19.-27. januar 2026.
I undersøgelsen svarer 49 procent, at de altid bruger hjelm, 43 procent svarer nej, aldrig, og otte procent svarer nogle gange.
Læs også: