Mariager Tennisklub 100 år

14. maj 2021

Mariager Tennisklub 100 år 20. maj 1921 20. maj 2021

Af Carina Kondrup

På en grund mellem klosteret og Klostergården blev der i 1921 etableret en tennisbane. En kreds af borgere fra Mariager tog på et møde på Skovpavillonen den 1. maj 1921 initiativ til oprettelse af en tennisklub i Mariager. Folk, der støttede etableringen af tennisklubben kunne købe andele for 25 kr. 23 støttede projektet. Det kostede 738,10 kr. at anlægge tennisbanen.

Der var stiftende generalforsamling den 20. maj 1921. Altså var Mariager Tennisklub nu en realitet.

Først i maj 1929 blev der indlagt vand på tennisbanen.

I 1956 flyttede klubbens aktiviteter til det nuværende anlæg ved Udsigten med 2 tennisbaner.

I 1966 var der ungdomsmesterskaber. Peter Nielsen slog Lars Christiansen i semifinalen. Lars er i dag en af klubbens dygtigste spillere. Peter Nielsen vandt pokalen, da han slog Per Aas Larsen i finalen.

Klubben stoppede sine aktiviteter på banerne i starten af 70-erne, og i 1973 blev banernes areal overdraget til Mariager Kommune. Der var ikke spillet tennis de sidste 2 år.

De næste år groede anlægget efter, da det ikke blev passet.

I efteråret 1976 og sommeren 1977 tog en flok tennis-entusiaster fat, med Pauli Kirch og Jørgen Jørgensen i spidsen. De gjorde et kæmpe arbejde, og anlægget blev reetableret.

I foråret 1977 blev der holdt generalforsamling med de for klubben gældende regler. Pauli Kirch blev valgt til formand. I 1979 var der 50 ungdomsspillere og 50 seniorer i klubben. Derudover var der 30 på venteliste.

Den 22. maj 1985 blev en ny lokalplan vedtaget i kommunalbestyrelsen med 1 stemmes flertal. Det betød, at banerne kunne forblive ved Udsigten. Samtidig gik man i gang med planlægningen af et nyt klubhus. Klubhuset blev bygget ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Det nye klubhus stod klar den 7. november 1988. Arne Christensen var sagsbehandler i forbindelse med klubhusbyggeriet. Han er en af klubbens nuværende medlemmer. I 1988 havde klubben 120 medlemmer. Følgende medlemmer er også medlemmer i dag: Grethe Kaalö, Bente Kirch, Pauli Kirch, Myrna Jørgensen og Peter Klitgaard.

Siden har tennisklubben fungeret, dog nogle år med ret få medlemmer. I 2020 var klubben oppe på 89 medlemmer. Det er det højeste antal i mange år. Tilgangen af medlemmer skyldes til dels corona-krisen, hvor det i lange perioder ikke har været muligt at dyrke indendørs idræt. Som noget nyt blev der også i vintersæsonen 20-21 spillet udendørs tennis, for det meste med hue og vanter. Ja, nogle spillede ligefrem mellem sækkene, da de blev lagt ud på banerne, inden den nye sæson.

Egentlig er jubilæumsdagen den 20. maj, men på grund af Coronakrisen har bestyrelsen valgt at udsætte jubilæet. Hvis alt går vel vil jubilæet blive fejret lørdag den 14. august

Mariager og omegn

Se flere artikler