.
Af Helle Schiønning
Som den blot anden danske travtræner nogensinde, har Lindhardt Jensen fra Mariager kvalificeret en hest til det europæiske travderby, Grand Prix de l’UET, der køres den kommende lørdag 12. oktober i Helsingfors.
Den fireårige hingst Donatello Garbo måtte i slutningen af august se sig slået på målstregen af storoutsideren Dumbo i Dansk Trav Derby, men siden har Mariager-hesten imponeret ved på Solvalla-banen i Stockholm at slå en række af verdens bedste fireåringer i et kvalifikationsløb til Europaderbyet.
Ifølge Lindhardt Jensen er Donatello Garbo helt klar til lørdagens opgave, hvor der dystes om en samles præmiesum på 400.000 euro svarende til 3 mio. kroner med halvdelen til vinderen.
– Det er kæmpestort for mig som amatørtræner at skulle konkurrere mod verdens bedste heste og trænere i så stort et løb. Indtil for nylig havde vi aldrig turde drømme om at få lov til at repræsentere Danmark på den her vis, men Donatello Garbo har udviklet sig enormt og er helt klar til opgaven, forklarer Lindhardt Jensen.
Det er den lokale finske komet Olli Koivunen, der sidder i sulkyen bag Donatello Garbo i Grand Prix de l’UET. Løbet afvikles over distancen 2.120 meter.