Nyheder
Mariagerfjord blandt Europas grønne frontløbere – turismefinale sætter Mariagerfjord på verdenskortet
Mariagerfjord Kommune er blevet udvalgt som en af blot otte finalister til den prestigefyldte European Green Pioneer of Smart Tourism Award 2026.
Udnævnelsen fra Europa-Kommissionen betyder, at fjordkommunen nu får mulighed for at markedsføre sig på den internationale scene som en af Europas mest visionære og bæredygtige turismedestinationer.
Den øgede synlighed kan trække flere turister til området, styrke lokale virksomheder, skabe arbejdspladser og tiltrække investeringer i grøn omstilling. Samtidig sætter nomineringen Mariagerfjord på verdenskortet som et sted, hvor natur, kultur og erhverv udvikles i samspil.
Borgmester Mogens Jespersen fremhæver betydningen af anerkendelsen:
“Det er helt unikt og en milepæl for Mariagerfjord Kommune at være blandt finalisterne. Vi er enormt stolte af, at vores målrettede arbejde med grøn omstilling og turismeudvikling får europæisk anerkendelse. Det viser, at vi som kommune spiller en vigtig rolle langt ud over vores egne grænser, som nu kan inspirere resten af Europa.”
Grønne initiativer i front
Vejen til finalen er banet gennem en række tiltag, der kombinerer turismeudvikling, borgerinddragelse og klimainnovation. Det spænder fra cykelruter og el-delebiler i landsbyerne til UNESCO-listede vikingeborge, naturpleje med græssende dyr og grønne industrivirksomheder som Hydrogen Valley og Eurowind Energy.
Et centralt pejlemærke er projektet Next Step Himmerland, som har hjulpet turismevirksomheder med at tage skridtet ind i den grønne omstilling. Seks lokale virksomheder er i dag certificeret med miljømærker som EU Ecolabel, Svanemærket og Green Attraction. Ifølge Miljømærkning Danmark gør det Destination Himmerland til en af de mest certificerede turismedestinationer i landet.
Bramslev Bakker, Mariager Fjord, Destination Himmerland – Foto af Daniel Villadsen/DVPhoto
Mariagerfjord Kommune er som medejer af Destination Himmerland en aktiv del af indsatsen. Destinationsdirektør Johanne Bugge understreger samarbejdets betydning:
“Vi har arbejdet strategisk og langsigtet for at sætte bæredygtighed øverst på dagsordenen. Denne finaleplads er en kæmpe cadeau til de mange virksomheder, ildsjæle og samarbejdspartnere, der har bidraget. Det er intet mindre end fantastisk, at vi nu er blandt de absolut bedste i Europa.”
Læs også:
Næste skridt: Bruxelles
I november 2025 skal finalisterne præsentere deres arbejde for en europæisk jury i Bruxelles. Vinderen kåres som European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 og får dermed hele året igennem en unik mulighed for at brande sig internationalt som forbillede for grøn og bæredygtig turisme – til gavn for borgere, erhverv og natur i Mariagerfjord.
Finalefeltet tæller flere velkendte destinationer som Ibiza i Spanien, Marmaris i Tyrkiet, Dubrovnik i Kroatien og Laois i Irland. Ud af 26 ansøgere fra 18 lande har to danske kommuner kvalificeret sig: Mariagerfjord og Rebild.
Ansøgningen for fjordkommunen er udarbejdet i et samarbejde mellem Destination Himmerland og NordDanmarks EU-kontor.
Foto: Destination Himmerland og Hobro City Camping
Læs også: