Uddannelse

Mariagerfjord-elever vinder landsdækkende aktiekonkurrence

Økonomi-hold fra Mariagerfjord Gymnasium sikrer 10.000 kr. i Ung Aktiedyst 2025

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. december 2025

I fredags blev en almindelig skoledag pludselig til en fest med grin, kage og konfetti for et erhvervsøkonomi-hold på Mariagerfjord Gymnasium. Eleverne fik besøg af et kamerahold og modtog en stor check, da det blev afsløret, at de havde vundet Ung Aktiedyst 2025 – en landsdækkende aktiekonkurrence arrangeret af Aktiedysten og Sydbank.

Forløbet strakte sig over fire uger, hvor holdet handlede med fiktive millioner på de virkelige aktiemarkeder. Formålet var at få det største afkast gennem ansvarlige investeringer. Med en skarp strategi lykkedes det gymnasieholdet at slå alle andre deltagere fra landets ungdomsuddannelser og sikre sig hovedepræmien på 10.000 kroner.

Stolt lærer roser elevernes indsats

Også holdets lærer, Christian Nørgaard Nielsen, er stolt af elevernes indsats gennem konkurrencen.

“Det har været sjovt og lærerigt, og eleverne har virkelig gjort det godt. Og så er det jo bare skønt, at vi ender med at vinde konkurrencen,” fortæller Christian Nørgaard Nielsen, der underviser erhvervsøkonomi-holdet.