Hadsund og omegn

Mariagerfjord Erhvervsråd udpeger finalist i bæredygtigheds konkurrence

Tag Fat konkurrencens udgangspunkt

Mariagerfjord Erhvervsråd udpeger finalist i bæredygtigheds konkurrence
25. juni 2020
Af Redaktion

Af Klaus Hansen

PowerCon A/S blev kåret som lokal vinder af TagFat-konkurrencen, som har til formål at kåre den nordjyske virksomhed med størst potentiale indenfor cirkulær økonomi og grøn omstilling. På billedet har Peter Castberg Knudsen fra PowerCon netop fået overrakt statuette og blomster af erhvervsrådets formand Pia Axelsen.

Mariagerfjord Erhvervsråd netop udnævnt den lokale vinder af bæredygtighedskonkurrencen Tag Fat. Vinderen blev Hadsund-virksomheden PowerCon, der således går videre til finalen hos den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt i Aalborg.

Blandt en række meget forskellige virksomheder i Mariagerfjord Kommune har Mariagerfjord Erhvervsråd netop valgt at sende teknologivirksomheden PowerCon A/S videre til finalen i den nordjyske Tag Fat-konkurrence om bæredygtighed, som Erhvervshus Nordjylland står bag.

PowerCon har de seneste 10 år specialiseret sig i avancerede frekvensomformere, der bruges til strømkonvertering og elektrisk energikonvertering i vindmølleindustrien og i landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Især sidstnævnte er gået voldsomt frem som forretningsområde, idet PowerCons landstrømsanlæg gør det muligt for skibe at lægge til kaj og blive koblet på havnens strømforsyning.

Udfordringen her er nemlig, at skibe typisk kører på en anden strømfrekvens end det almindelige strømnet. Uden PowerCons anlæg er skibene derfor nødt til at genere strøm ved hjælp af bunkerolie, hvilket forurener de ofte bynære havne ret voldsomt. Ved at bruge PowerCons landstrømsanlæg sparer skibene til gengæld miljøet for både NOx, SOx og andre uønskede gasser, og samtidig er PowerCons anlæg opbygget med en meget høj grad af genanvendelse, hvor alt ned til mindste komponent og ædelmetal kan skilles ad og genbruges.

– Vi sender PowerCon videre til finalen i Tag Fat, fordi virksomheden på glimrende vis har formået at forene forskning, innovation og bæredygtighed og tilmed gjort det til en god forretning. Virksomheden arbejder selv aktivt med at bæredygtighedsoptimere deres anlæg, og derfor er der al mulig grund til at sende PowerCon videre til Tag Fat-finalen i Nordjylland, siger erhvervschef Michael Christiansen i Mariagerfjord Kommune.

Ud over virksomhedens særlige position på markedet for landstrømsanlæg til skibe har PowerCon en udviklingsforretning, der supporterer vindmølleindustrien. Her handler det dog om at tilpasse den strøm, som vindmøllerne sender ud i landstrømsnettet, og også her har virksomheden opnået stor erfaring.

– Vi arbejder efter mantraet reduce, reuse og recycle, og vi prøver at føre det ud i livet overalt i virksomheden. Vi bruger tilmed et avanceret kølesystem, der sikrer, at omgivelsernes saltholdige luft ikke kommer i direkte kontakt med de elektriske komponenter i anlæggene. Dermed fremstår anlæggene reelt som nye indvendigt, og det gør, at vi skille selv gamle anlæg ad og genbruge stort set alle komponenter, som kan leve videre i et andet cyklisk kredsløb. På den måde forlænger vi levetiden for både råmaterialer, elektriske komponenter og metaller, og det er der selvfølgelig stort fokus på overalt i verden, siger Jacob Bjarkam, Business Development Manager i PowerCon A/S.

PowerCon kan se frem til at dyste med vinderne fra de andre 10 nordjyske kommuner ved et stort finaleevent i Aalborg. Konkurrencen er søsat af Erhvervshus Nordjylland for at sætte fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi og for at inspirere virksomheder rundt om i Nordjylland til at fokusere endnu mere på den grønne omstilling.

Tag Fat, der arrangeres af Erhvervshus Nordjylland, ønsker at rette fokus på bæredygtighed i et forretningsmæssigt perspektiv via principperne for cirkulær økonomi. Det betyder øget fokus på virksomheder, som tager aktive skridt for at sikre, at produkter, materialer eller ressourcer forbliver i cirkulation så længe som muligt. Det sikrer en forretning, der arbejder for at minimere forbruget af jordens ressourcer.

Hvis man som virksomhed ønsker at indarbejde den cirkulære økonomi, kan man bl.a.:

Mindske miljøbelastningen, f.eks. gennem reduktion af energi- og/eller ressourceforbruget i produkter eller ydelser, i fremstillingsprocesser, i virksomheden generelt eller ved at reducere eller fjerne brugen af miljøfarlige stoffer
Bruge genanvendte/genanvendelige materialer
Designe eller indarbejde nye produkter, ydelser eller løsninger, der gør det lettere at minimere spild, genanvende, reparere og/eller opgradere. Det kan f.eks. være design for længere levetid, lettere adskillelse, brug af digitale løsninger til håndtering af materialestrømme eller opdateringer af software i produkter/ydelser.
Gentænke forretningsmodeller, produkter, ydelser og løsninger, f.eks. tilbagekøbsordninger på produkter eller leasing/servicemodeller på produkter/ydelser
Inddrage hele eller dele af organisationen i arbejdet med bæredygtige initiativer og tiltag
Stille krav til leverandører, f.eks. i form af certificeringer eller dokumentationskrav ift. ressourceforbrug og miljøbelastning

Mufasa med dansk tale i Hadsund på lørdag: Et nyt eventyr i biografen

Læs også: Mufasa med dansk tale i Hadsund på lørdag: Et nyt eventyr i biografen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hadsund og omegn

Se flere artikler