Af Klaus Hansen
Børn til og med 5. klasse i Mariagerfjord Kommune kan godt begynde at glæde sig til at gense deres kammerater. På kommunens daginstitutioner og folkeskoler har man nemlig brugt påskedagene på at planlægge, hvordan de kan vende tilbage til institutionerne på en sikker og tryg måde. Det betyder, at 22 daginstitutioner, dagplejen og ni folkeskoler åbner 15. april. Dog åbner specialskolen i Astrup først 20. april.
I specialklasserne skal alle elever fra 0.- 9. klasse møde ind efter påske.
Det er kun de institutioner, som kan dokumentere, at de lever op til sundhedsmyndighedernes skrappe krav, der får lov at slå dørene op. Ifølge dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther er der absolut intet, der er overladt til tilfældighederne:
– Henover påsken har vi knoklet med at undersøge, hvordan vi kan byde børn og personale velkommen tilbage, så alle kan være så trygge og sikre som overhovedet muligt. Vi har lavet meget detaljerede planer for, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, hvordan de fysiske rammer skal udnyttes og hvordan vi sikrer, at hygiejnen er helt i top, fortæller Berit Vinther.
Dagtilbuds- og skolechefen fortæller, at alle daginstitutioner og skoler overholder kravene og derfor har fået godkendt deres planer for genåbningen.
– De er gået grundigt til værks. De har været meget kreative, når det gælder om at finde gode og praktiske løsninger, som passer til de lokale forhold. Vi har nu gennemgået alle planerne og vi har givet vores institutioner grønt lys til at slå dørene op igen, siger Berit Vinther.
Det er en noget anderledes hverdag, der venter både børn og personale. Pasningen og undervisningen vil blandt andet foregå i mindre grupper, meget vil foregå udendørs og så vil der være særligt fokus på hygiejne og rengøring. Forældrene skal desuden indstille sig på, at de skal aflevere børnene uden for skolen og dagtilbud.
– Vi forventer, at både børn og voksne skal bruge tid til at vænne sig til den nye og forandrede hverdag og vi håber, at alle vil udvise forståelse for, at det tager tid for os alle at finde os til rette. Vores personale får en grundig introduktion til de nye arbejdsgange, når de møder ind på tirsdag, så de er klar til at hjælpe og vejlede børnene, siger Berit Vinther.
Berit understreger, at det skaber størst mulig tryghed, hvis børnene møder op straks efter påske. Så får de nemlig en fælles opstart med den nye hverdag og de nye vaner, som alle skal vænne sig til.
Berit Vinther er stolt af, at der nu er udsigt til, at de mindste børn kan komme i institution og skole.
– Jeg vil gerne kvittere for en ekstraordinær indsats henover påsken, hvor alle har givet den en ekstra skalle for, at forældre snart kan sende deres børn trygt i pasning og skole med forvisning om, at vi gør alt, hvad vi kan for at forebygge smitte, slutter dagtilbuds- og skolechefen.
Forældrene har fået direkte besked fra skoler og daginstitutioner om genåbningen via henholdsvis Aula og Family.
Læs også: