Nyheder

Mariagerfjord holder åbent hus i de fire største byer

Af Klaus Hansen I uge 36 stiller Mariagerfjord Kommune sammen med resten af Nordjylland skarpt på det, der gør os stolte af at være nordjyder. Det kulminerer med åbent hus i kommunens fire største byer, hvor alle er inviteret til aktiviteter for børn og voksne samt snakke med lokale politikere om byernes fremtid. Det skal […]

Mariagerfjord holder åbent hus i de fire største byer
9. september 2016
Af Redaktion

Af Klaus Hansen

I uge 36 stiller Mariagerfjord Kommune sammen med resten af Nordjylland skarpt på det, der gør os stolte af at være nordjyder. Det kulminerer med åbent hus i kommunens fire største byer, hvor alle er inviteret til aktiviteter for børn og voksne samt snakke med lokale politikere om byernes fremtid.

Det skal være attraktivt at bo, leve og arbejde omkring Danmarks smukkeste fjord. Sådan lyder visionen for Mariagerfjord Kommune. Den lever ikke af sig selv og derfor har kommunen lavet en strategiplan, som skal gøre Mariagerfjord Kommune fortsat mere attraktiv ved at udnytte og udvikle de allerede eksisterende kvaliteter i kommunen. I den forbindelse er de fire største byer udviklingsdynamoer for hele kommunen.

– Byerne i Mariagerfjord Kommune udvikler sig forskelligt og derfor skal vilkårene for byernes udvikling også være forskellige. Det er afgørende at se byernes forskellighed som en styrke, der gør det muligt at fokusere på den enkelte by adskilt. Samtidig med at vi ser på kommunen som en helhed. Kun på den måde sikrer vi en kommune, hvor det er attraktivt at bo, leve og arbejde, siger borgmester Mogens Jespersen.

For at sparke strategiplanen i gang bliver der lørdag den 10. september kl. 12-15 holdt åbent hus i de fire største byer i Mariagerfjord Kommune. Her er der fokus på byernes identitet og byernes fremtid.

I alle byerne vil der være mulighed for en snak med de lokale politikere om byernes fremtid, og der vil blive budt på lidt godt at spise og drikke.

Programmet i byerne

I Hobro er der et væld af aktiviteter med brint for både børn og voksne. Der er blandt andet mulighed for en tur i brint-bilen og kl. 12.30 starter det store kemishow, som er bum sprutte mig sjovt.

I Hadsund har vi lukket en bane på broen og der vil blive lavet et kunstværk, som vi hænger op på broen. Der er også mulighed for at skrive et bud på Fremtidens Hadsund til Fremtiden Væg.

I Arden kan du møde op ved stationen og få et træ med hjem til haven. Fællesrådet deler også træer ud til institutioner og boligforeninger, så vi kan hjælpe hinanden med at få skoven ind i byen.

I Mariager laver vi en pop-up strand ved Saltcentret for at opfylde byens gamle drøm om en strand. Der vil være saltpeeling, mudderbad, fjordbad fra broen, sejlture på fjorden, Beach Volley, kajakstafet og ikke mindst mulighed for at dase i strandstolene.

Åbent hus arrangementet er en del af et fælles initiativ fra TV2Nord, DR P4 Nordjylland, regionen og de 11 nordjyske kommuner, som i hele uge 36 stiller skarpt på det, der gør os stolte af at være nordjyder.

.

Spirituskørsel og fornærmende udtalelser mod betjente

Læs også: Spirituskørsel og fornærmende udtalelser mod betjente

Tilmeld dig vores nyhedsbrev