Af Klaus Hansen
Mens Mariagerfjord de sidste tre år har investeret 3.366 kroner per indbygger i ny asfalt, renovering og nybyggeri af rådhuse, plejehjem og skoler, så har Brønderslev kun brugt omkring tusind kroner per indbygger. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.
Nogle kommuner har huller i vejene, andre har ny asfalt. Nogle kommuner har renoveret de lokale skoler og plejehjem, andre har ældre bygninger, der trænger til en kærlig hånd. Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne bruger på ny asfalt samt renovering og nybyggeri af alt fra rådhuse til plejehjem og skoler.
Mariagerfjord har de sidste tre år i gennemsnit brugt 3.366 kroner per indbygger om året på at vedligeholde kommunens bygninger og veje. Kommunen er dermed den kommune i Nordjylland, som har investeret flest penge i byggeri og anlæg. Også Vesthimmerland og Aalborg ligger i top med en gennemsnitlig årlig investering på henholdsvis 3.047 og 2.728 kroner per indbygger.
Brønderslev derimod er den kommune i både Nordjylland og i resten af Danmark, som der har investeret mindst, hvilket er 959 kroner per indbygger.
Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der tager udgangspunkt i kommunernes investeringer i byggeri og anlæg i perioden 2016 til 2018.
– Det er jo en politisk prioritering, om veje og bygninger som børnehaver, plejehjem og andre kommunale bygninger skal være i god stand, så kommunen er attraktiv at bo i for både dem der bor der i forvejen og i forhold til at tiltrække nye borgere. Fx er der flyttet en del arbejdspladser til Nordjylland, og en kommune med gode børnehaver, sportshaller og andre faciliteter kan være afgørende for, om kommunen får en ny familie til byen, eller om det bliver en, der hver weekend pendler hjem til familien i København, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm.
De nordjyske kommuner har de sidste tre år i gennemsnit investeret 2.307 kroner per indbygger. Det hører til i den lave ende i forhold til andre landsdele.
– Både Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring og Læsø er blandt de ti over kommuner, som har investeret færrest kroner i nye veje, renovering og nybyggeri. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, men det er da en ærgerlig udvikling. Og man skal huske på, at det er langt billigere for kommunen løbende at vedligeholde i stedet for at vente, til det hele er ved at falde sammen, siger Henrik Holm, formand for Dansk Byggeri Nordjylland.
Køge er den kommune i Danmark, der investerer flest kroner i veje og byggeri, mens Brønderslev har investeret mindst. De to kommuner har investeret henholdsvis 5.422 kroner og 959 kroner per indbygger.
De kommunale investeringer er beregnet ud fra udvalgte områder i de kommunale regnskaber som fx grundkapitalindskud til almene boliger og entreprenør- og håndværkerydelser.
For at undgå at et eller flere store byggeprojekter et enkelt år giver et misvisende billede af kommunernes investeringsniveau, tager Dansk Byggeris analyse udgangspunkt i et treårigt (2016 til 2018) gennemsnit af kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer per indbygger.