Nyheder
Mariagerfjord klarer byggesagen hurtigst i Nordjylland
Af Klaus Hansen Det tager i gennemsnit kun 11 dage at få godkendt en byggetilladelse i Mariagerfjord, mens Rebild i gennemsnit bruger 33 dage på det samme arbejde. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri Hvis du har travlt med at komme i gang med at bygge et hus eller udvide fabrikken med en […]
Af Klaus Hansen
Det tager i gennemsnit kun 11 dage at få godkendt en byggetilladelse i Mariagerfjord, mens Rebild i gennemsnit bruger 33 dage på det samme arbejde. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri
Hvis du har travlt med at komme i gang med at bygge et hus eller udvide fabrikken med en ny lagerhal, så får du i Nordjylland hurtigst grønt lys til byggeriet, hvis du bor i Mariagerfjord og Brønderslev. Her tager det i gennemsnit henholdsvis 11 og 14 dage, inden byggetilladelsen er klar. I Rebild tager det derimod 33 dage og i Jammerbugt 27 dage.
Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunen har modtaget alle dokumenter i forhold til byggesagen, og byggesagen dermed er fuldt oplyst. Så ventetiden skal vurderes ud fra, at det udelukkende er den tid, som kommunen tager om at vurdere byggesagen.
– Det er lang tid at vente 33 dage på, at kommunen kort sagt får stemplet papirerne. Det burde kunne gøres hurtigere. Når nogen vil bygge og dermed investere i vores nordjyske kommuner, så er det vigtigt, at ansøgningsprocessen er nem og hurtig, så den ikke bliver en unødvendig stopklods, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland Ole Bæk Pedersen.
Tønder og Vallensbæk er med en gennemsnitlig ventetid på kun fire dage de to hurtigste kommuner i hele landet til at udstede byggetilladelser. Samsø derimod har landets længste ventetid på 101 dage.
– Det kan godt være, at de nordjyske kommuner ikke er de langsomste i landet til at sagsbehandle byggesager, men der er stadig gode muligheder for forbedringer og at lære af de mest effektive på området, som jo er Tønder og Vallensbæk, siger Ole Bæk Pedersen.
.