Nyheder

Mariagerfjord Kommune bliver ryddet for affald

Redaktion
Af Redaktion 20. marts 2019

.
Af Klaus Hansen

Jørgen Ussing, formanden for Grønt Råd i Mariagerfjord Kommune, håber, at skoler, børnehaver og grundejerforeninger vil melde sig til affaldsindsamlingen, som hvert forår bliver arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

– I Grønt Råd arbejder vi for at færre smider affald i naturen og at flere hjælper med at holde kommunen ren. Derfor opfordrer vi selvfølgelig til, at man møder op søndag 31. marts og giver en hånd med, så det kan blive et smukt forår i Mariagerfjord Kommune, siger Jørgen Ussing.

Der er fire samlingssteder i kommunen: Min Købmand i Arden, Det Røde Pakhus i Hobro, Parkeringspladsen på havnen i Mariager og Dykkerklubben på Fiskerihavnen i Hadsund. Her kan interesserede møde op kl. 13.00 og få udleveret affaldsposer og andet materiale for at være med til at samle affald.

Alan Phipps koordinerer indsamlingen for Danmarks Naturfredningsforening i Mariagerfjord Kommune. Han er meget begejstret for den store opbakning, der normalt er til indsamlingen.

– Det er flot, at der hvert år er så mange frivillige, der giver naturen en hånd. De er stolte over, hvor de bor og tager altså ansvar for at holde lokalområde rent og pænt. Derfor er det også skønt, at Mariagerfjord Kommune bakker økonomisk op om initiativet, så vi har mulighed for at tilbyde en is eller en sodavand til vores mange lokale hjælpere, slutter Alan Phipps.

Mariagerfjord Kommune støtter initiativet med 200 kroner til skoleklasser og børnehaver, der samler affald eller 300 kroner til foreninger, der arrangerer en indsamlingsdag. Det kan enten være søndag 31. marts eller en anden dag.

Grønt Råd består af repræsentanter for Landboforeningerne, Dansk Skovforening, Jægerforeningerne, Fjordhavnene, Danmark Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Erhvervsfiskerne, Dansk Ornitologisk Forening, Turistorganisationen, Landdistriktsrådet, Naturstyrelsen og Mariagerfjord Kommune. Se mere om Grønt Råd på www.grontraad.dk.