Hadsund og omegn

Mariagerfjord Kommune lancerer GO STREET med stort skatearrangement i Hadsund

Mariagerfjord Kommune lancerer GO STREET med stort skatearrangement i Hadsund

Mariagerfjord Kommune lancerer GO STREET med stort skatearrangement i Hadsund
25. maj 2022
Af Redaktion

Af Klaus Hansen

Torsdag d. 2. juni inviteres alle til indvielse af Mariagerfjord Kommunes nye mobile skatepark på Tempovej i Hadsund.

I de seneste år har Mariagerfjord Kommune arbejdet på at få gadeidræt mere rundt i kommunen, og nu har det arbejde resulteret i en trailer med mobile skateramper, som skal på rundtur i kommunen, til haller, institutioner, foreninger osv., som har lyst til at facilitere en streetaktivitet for områdets unge.

Konceptet har fået navnet GO STREET, og er finansieret af Ungdomsskolen og Foreningsrådet og med fagenheden for Kultur og Fritid som understøttende i forhold til det praktiske med booking mv. og alle parter glæder sig til at få ramperne i brug.

»En af Foreningsrådets opgaver er at støtte op om såkaldt selvorganiseret aktivitet, men det er en gruppe af aktører, som vi ikke bare lige slår op i et adressekartotek og finder kontaktoplysninger på, som vi gør med foreningerne, så nu har vi vendt bøtten på hovedet, og skabt en facilitet, som forhåbentlig giver grobund for selvorganiseret aktivitet« fortæller Knud Erik Jensen, formand for Foreningsrådet.

På rundtur i kommunen

Ramperne starter i Hadsund, på P-pladsen ved Tempovej 1, hvor de stilles op torsdag d. 2. juni fra kl. 15.

Skatefirmaet All Access kommer sammen med skateelever fra Tjele Efterskole og giver shows i løbet af eftermiddagen, samt afholder workshops, så alle kan få hjælp til den første tur på ramperne.

Ungdomsskolen kommer med deres campingvogn og fyrer op for musikken og smider et par pølser på grillen.

Ramperne er beregnet til alle former for “muskel-drevet” køretøjer – skateboard, løbehjul, rulleskøjter og cykler.

Efter det store åbningsarrangement, bliver ramperne stående til fri afbenyttelse i ugerne frem mod sommerferien, hvorefter de er med ungdomsskolen rundt på tur i kommunen i sommerferien.

Jens-Henrik Kirk, Udvalgsformand for Udvalget for Kultur og Fritid er begejstret for tiltaget: »I en kommune som vores, hvor der ikke ligger en storby i midten og en masse mindre rundt om, er det ikke muligt at placere et anlæg i storbyen, hvor alle nemt kan komme til, så er det her en fantastisk måde, hvor vi kan få noget moderne aktivitet ud i alle krogene.

Vi håber at områdets unge vil tage faciliteterne til sig, og vi har tillid til at de unge bruger det forsvarligt, og viser hensyn til beboere og øvrige i området. Og så håber vi, at de unge bliver så glade for ramperne, at de vil indgå i en dialog med os, om hvordan vi sammen kan arbejde mod noget permanent til dem – for den opgave kan kommunen ikke løfte alene, der skal vi have dem, der skal bruge faciliteterne på banen.«

Hvor GO STREET trailerne kører hen efter sommerferien, er endnu ikke planlagt, men der er forhåbning om at haller, institutioner mv. vil booke den, så gadeidrætten kan kommue ud i alle afkroge af kommunen.

Ungdomsskolen står for transport, opsætning og nedtagning af ramperne, hvilket man giver et lille beløb for, men det er gratis at have ramperne stående.

Demenscenter Skovgården søger ny kostfaglig medarbejder

Læs også: Demenscenter Skovgården søger ny kostfaglig medarbejder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hadsund og omegn

Se flere artikler