Af Klaus Hansen
Foreningsrådet i Mariagerfjord Kommune vil styrke samarbejdet på foreningsområdet, og vil opstarte netværksgrupper. Så brænder du for foreningslivet og er god til at gribe ideer og hjælpe med at gøre dem konkrete og håndterbare, så bliv facilitator.
Netværksgrupperne har til formål at give mulighed for erfaringsudveksling, vidensdeling og idéudvikling på tværs af foreninger i Mariagerfjord Kommune. Netværksgrupperne er som udgangspunkt opdelt efter aktiviteter; altså f.eks. et fodboldnetværk, et aftenskolenetværk, et hundeklubbenetværk etc.
Som facilitator for en af kommunens netværksgrupper bliver det din opgave at hjælpe deltagerne med hele tiden at have fokus på bolden, sørge for at alle får mulighed for at komme til orde og at sætte de idéer i spil, som kommer på bordet.
FACILITATOROPGAVEN ER FOR DIG, DER:
Brænder for foreningslivet og ønsker at være med til at udvikle det i tæt samspil med foreningerne.
Kan lide at være på, men forstår hvornår du skal tale og guide, og hvornår du skal tie og lytte.
Er god til at gribe idéer og hjælpe med at gøre dem konkrete og håndterbare.
Kan se andres styrker og forstår at bringe dem i spil.
SOM FACILITATOR SKAL DU:
Deltage i et opstartsmøde med andre facilitatorer.
Facilitere to årlige netværksmøder.
Koordinere, planlægge og evaluere møderne med din kontaktperson i Kultur og Fritid (Kultur og Fritid hjælper med det administrative arbejde).
Deltage i et årligt arrangement for facilitatorer, som både vil bestå af en faglig og en social del.
SOM FACILITATOR FÅR DU:
Et grundlæggende kursus i facilitatorrollen.
Sparring og støtte fra en kontaktperson i Kultur og Fritid.
Et bredt netværk på tværs af kommunen og forskellige foreningsaktiviteter.
En udtalelse fra Kultur og Fritid, som du kan bruge til dit CV.
HVAD KAN JEG BRUGE DET TIL?
At blive facilitator for en netværksgruppe kan være en god udviklingsplatform for dig, som:
Er eller ønsker at være leder for andre.
Drømmer om at være med til at udvikle foreninger, organisationer eller virksomheder.
HVORDAN BLIVER JEG FACILITATOR?
Send en ansøgning og fortæl os hvordan du vil gribe rollen som facilitator an.
Du er også velkommen til at kontakte os og høre nærmere.