Nyheder
Mariagerfjord med i internationalt samarbejde
.I samarbejde med Mariagerfjord Ungdomsskole sætter otte unge fra Havbakkeskolen i denne weekend kursen mod den finske by Kokemäki for at deltage i Wintercamp 2015. Campen er støttet med EU-midler fra programmet Erasmus+. Emnet er unge og sundhed, når turen på lørdag går mod Kokemäki i Finland. De otte elever fra Havbakkeskolen skal i den […]
.
I samarbejde med Mariagerfjord Ungdomsskole sætter otte unge fra Havbakkeskolen i denne weekend kursen mod den finske by Kokemäki for at deltage i Wintercamp 2015. Campen er støttet med EU-midler fra programmet Erasmus+.
Emnet er unge og sundhed, når turen på lørdag går mod Kokemäki i Finland. De otte elever fra Havbakkeskolen skal i den kommende uge prøve kræfter med vinterbadning, isfiskning og skøjteløb sammen med jævnaldrende unge fra Tyrkiet og Finland.
Udover de fysiske udfordringer skal deltagerne diskutere unges sundhed, og står derudover for at planlægge en aften med hjemlandets kultur i fokus.
Ung i en globaliseret verden
Turen er et led i et samarbejde mellem Havbakkeskolen i Als og Mariagerfjord Ungdomsskole.
Vi lever i en globaliseret verden, som de unge skal kunne begå sig i. Det lærer de blandt andet ved at deltage i interkulturelle udvekslinger som dem, vi tilbyder i ungdomsskolen, siger leder af Mariagerfjord Ungdomsskole, Lars Koefoed.
Det er ikke første gang, at Mariagerfjord Ungdomsskole deltager i internationale projekter.
Destinationerne har været mange, og temaerne har været lige fra sport til bæredygtighed. Fælles for alle camps, både tidligere og den forestående, er interkulturel udveksling mellem europæiske lande. De unge skal lære at forstå andre kulturer og kunne sætte deres egen i perspektiv, siger Lars Koefoed.
Mariagerfjord Ungdomsskole har to gange tidligere dannet rammen om ungdomscamps på tværs af EUs grænser med internationale sommerlejre i både 2011 og 2013.
Til august går det for tredje gang løs, når unge fra fem europæiske lande gæster Mariagerfjord til en uges Challenge 2015.
Foto: Fra venstre(i hvid t-shirt): Asbjørn, Jonathan, Mathias og Oliver
Nederste række: Anna, Stine og Johanna.