Hus og have

Mariagerfjord nr. 83 i landet: Stadig mange oliefyr forud for udfasning i 2030

Eksperter opfordrer boligsøgere til at være ekstra opmærksomme på gamle fyr og olietanke

Søren Greve
Af Søren Greve 9. december 2025

Regeringen har en klar politisk målsætning: Oliefyr skal være udfaset som varmekilde i 2030. Men hvor langt er landets kommuner nået? En ny analyse fra rådgivningsvirksomheden TestaViva viser store forskelle på tværs af landet – og Mariagerfjord Kommune befinder sig i midterfeltet.

12,30 procent af husene har stadig oliefyr

Ifølge analysen ligger Mariagerfjord Kommune som nr. 83 ud af 98 kommuner, når det gælder andelen af parcel- og stuehuse med oliebaseret centralvarme. Her opvarmes 12,30 procent af boligerne fortsat med olie.

Tallene kommer fra Danmarks Statistik og viser, at selv om udviklingen går den rigtige vej, er der stadig et betydeligt antal ældre fyr tilbage i de lokale hjem.

En vigtig opmærksomhed ved boligkøb

Især boligsøgere bør kende til problematikken, understreger TestaViva. En olieinstallation kan både udløse uforudsete udgifter og komplicere fremtidige krav om udfasning.

“Når vi rådgiver vores kunder om huskøb, er det særligt olietanken, vi gør dem opmærksomme på. Vi kigger specifikt på alder, materiale, registrering og servicering. En gammel tank kan udløse både oliespild og store økonomiske krav, fordi ansvaret typisk ligger hos ejeren,” siger Mathilde Kristensen, køberrådgiver hos TestaViva.

I kommuner med høj forekomst af oliefyr bør købere derfor være ekstra opmærksomme.

Udfasning kan ændre økonomien i en bolighandel

Et oliefyr kan gøre et hus billigere i indkøb – men dyrere på sigt.

“Et hus med oliefyr kan umiddelbart virke attraktivt, fordi det kan påvirke prisen nedad. Men den politiske retning går mod, at oliefyrene skal forsvinde over de kommende år. Det betyder, at man som køber bør have i baghovedet, at en anden varmeløsning kan blive aktuel på et senere tidspunkt,” siger Mathilde Kristensen.

Hun anbefaler boligsøgere at undersøge mulighederne for eksempelvis fjernvarme eller varmepumpe, så man får et realistisk billede af fremtidige udgifter.

Gode råd til huskøbere

Ifølge TestaViva bør man som køber altid:

  • Undersøge hvordan huset opvarmes
  • Efterse olietankens alder, registrering og stand
  • Indhente oplysninger om mulighederne for alternative varmekilder
  • Få vurderet fremtidige omkostninger i forhold til udfasning

“Som køber bør man ikke kun kigge på, hvad der står i tilstandsrapporten, men også kigge nærmere på varmeinstallationen og olietanken. Det kan spare én for store udgifter og ubehagelige overraskelser senere hen,” siger hun.