Mariagerfjord Pigekor går på scenen med europamester i korsang

12. oktober 2022
Mariagerfjord Pigekor går på scenen med europamester i korsang

Mariagerfjord Pigekor går på scenen med europamester i korsang

Vocal Line er navnet på en af Europas dygtigste professionelle vokalgrupper, og fredag d. 4. november har Mariagerfjord Pigekor fået fornøjelsen at indtage scenen sammen med Vocal Line i Mariagerfjord Frikirke.

Publikum har en helt unik oplevelse i vente med korsang på højeste niveau. Vocal Lines lyd er umiskendelig og inspirerer stadig kor og dirigenter verden over. Den skarpe præcision og det musikalske nærvær er ikke til at tage fejl af. Med andre ord: Ingen lyder helt som Vocal Line – og nu kan I opleve dem sammen med Mariagerfjords musikalske flagskib; Mariagerfjord Pigekor.

Vocal Line – Et prisvindende kor der giver publikum en helt ny koroplevelse

I mere end 30 år har Vocal Line ført an i udviklingen og oplevelsen af kormusik. I 2022 demonstrerede koret på sin forårsturne for et begejstret publikum, hvordan korkoncerter kan iscenesættes som en totaloplevelse, der lader musik, lys og performance gå op i en højere enhed.

Den konstante søgen efter nye udtryksformer sørger for, at det prisvindende kor med dirigent Jens Johansen i spidsen altid er i udvikling. Vocal Line er nysgerrigt eksperimenterende og insisterer derfor kompromisløst på at udfordre publikums sanser og forventninger til kormusik. Den store klang og det overraskende lydtæppe betager gang på gang publikum.

Vocal Line er et efterspurgt kor med stor koncertaktivitet i ind- og udland og med flere internationale anerkendelser i bagagen. Koret begejstrer både det trofaste publikum og dem, som aldrig før har hørt en korkoncert. Billetter til koncerten kan købes via Mariagerfjord Korskoles hjemmeside: www.mariagerfjordkorskole.dk

Ikke uvant for pigekor at stå på scenen med professionelle kunstnere
Det er ikke helt uvant for det rytmiske elitekor, Mariagerfjord Pigekor, at stå på scenen med professionelle kunstnere som f.eks. Vocal Line. Ud over egne korkoncerter og turnéer i ind- og udland, har Pigekoret bl.a. sunget med Steffen Brandt, Emmelie De Forest og Hjalmer, og så sent som i august var koret på scenen til en udsolgt koncert med Oh land i netop Mariagerfjord Frikirke – en kæmpe musikalsk oplevelse for både korsangere og publikum.

Mariagerfjord Pigekor synger på eliteniveau, hvor sammenhold og kærlighed til fælleskabet er nøglen til korsang i særklasse. Sangerne er mellem 13-20 år og de er fra hele Mariagerfjord Kommune. Sammen med dirigent Christian Fris-Ronsfeld i spidsen, sigter de ligesom Vocal Line hele tiden efter nye musikalske eventyr.