Forbruger

Mariagerfjord Ungdomsskole går forrest med kursus i el-løbehjul

De sidste måneder har medier landet over berettet om politiets stigende bekymring for unges manglende kendskab til reglerne for færdsel på el-løbehjul. Dette kald har Mariagerfjord Ungdomsskole hørt, og de er gået forrest i at få undervisning om el-løbehjul ud til de unge.

Mariagerfjord Ungdomsskole går forrest med kursus i el-løbehjul
Foto: Mariagerfjord Ungdomsskole
18. november 2024
Af Benedikte Jensen

El-løbehjulene har erobret byens gader, men med den øgede brug følger nye udfordringer. Politiets bekymring for unges manglende kendskab til reglerne for el-løbehjul har været tydelig, og i den sammenhæng har Mariagerfjord Ungdomsskole besluttet at træde til. Med et nyt kursus, der kombinerer teori med praktisk erfaring, tager de ansvar for at sikre, at de unge ikke bare kører, men også kører sikkert. Inspireret af politiets opråb har Ungdomsskolen udviklet et kursus i el-løbehjul, som i fredags blev testet for første gang med 8.C på Hadsund Skole. Her fik eleverne både teoretisk og praktisk undervisning i færdsel på el-løbehjul. Kurset er et konkret skridt mod at styrke de unges forståelse af trafikkens krav og samtidig reducere risikoen for ulykker i en tid, hvor el-løbehjul udgør en særlig fare i trafikken.

Mariagerfjord Ungdomsskoles kursus i el-løbehjul indeholder en kombination af teori og praksis. Den teoretiske del rummer alt fra grundlæggende viden om gældende lovgivning til viden om sikker færdsel på el-løbehjul. I løbet af kurset blev eleverne blandt andet bekendt med, at unge under 15 år ikke må køre alene i trafikken, at en tur på el-løbehjul uden hjelm koster 1.500 kroner, og at det hverken er tilladt at køre mere end 20 kilometer i timen eller være to på et el-løbehjul. Derudover modtog eleverne viden om el-løbehjulets tekniske specifikationer, såsom krav om, at det skal være CE-mærket og have fungerende lys både foran og bagpå, døgnet rundt. Eleverne blev også undervist i sikker færdsel på el-løbehjul, herunder hvordan man signalerer hensigtsmæssigt i trafikken og navigerer sikkert blandt andre trafikanter. En anden væsentlig del af undervisningen handlede om forsikringsforhold, hvor eleverne lærte, hvordan man er dækket, når man kører på el-løbehjul, og forskellen på at køre på et privatejet el-løbehjul og et lejet el-løbehjul. Der blev samtidig lagt vægt på, at forsikringsdækning kan bortfalde, hvis man kører ulovligt, for eksempel ved at have for høj fart eller på anden vis køre på ulovlige el-løbehjul. Efter undervisningen gennemførte eleverne en teoriprøve, som alle bestod.

I den praktiske del af kurset fik eleverne hands-on erfaring med vedligeholdelse og færdsel på el-løbehjul. De blev introduceret til vigtige aspekter af fysisk service, såsom at tjekke dæktrykket, vurdere dækkets slid og forstå, hvordan forskellige underlag og vejrforhold påvirker kørsel på el-løbehjul. Eleverne fik også mulighed for at afprøve deres færdigheder i trafikmanøvrering. Der blev gennemført øvelser som slalom, bremseøvelser og korrekt signalgivning i trafikken, som alle er essentielle for sikker kørsel i urbane omgivelser. Desuden blev der lagt stor vægt på teknik som igangsætning og standsning, så eleverne kunne føle sig trygge ved at navigere i trafikken under forskellige forhold.

For eleverne gav kombinationen af teori og praksis en ny og værdifuld forståelse. 

“Kurset var både sjovt og lærerigt. Jeg synes, det var dejligt med alternativ undervisning, og der var en god kombination af teori og praksis. Jeg kendte nogle af reglerne, men jeg blev overrasket over, hvor mange der faktisk er. Jeg kører selv i forvejen på el-løbehjul og bruger altid cykelhjelm, men jeg har fået en langt større forståelse for de regler, der gælder for el-løbehjul,” fortæller Klara Madsen fra 8.C på Hadsund Skole. Klaras oplevelse viser, hvordan tiltag som Mariagerfjord Ungdomsskoles el-løbehjulskursus kan bidrage til øget kendskab om sikker færdsel på el-løbehjul.

Hos Mariagerfjord Ungdomsskole er de utrolig glade for, at eleverne har fået så meget ud af kurset, og for den positive indflydelse, det har haft på deres forståelse af trafiksikkerhed. “Det er et vigtigt skridt i at øge trafiksikkerheden for unge, som færdes på el-løbehjul. Ved at kombinere teoretisk viden med praktiske færdigheder, giver vi dem de nødvendige redskaber til at navigere sikkert i trafikken. Jeg håber, at dette initiativ kan inspirere flere til at tage ansvar for deres egen sikkerhed og skabe en kultur, hvor vi alle tænker på trafiksikkerheden, når vi bruger el-løbehjul,” fortæller ungdomsskoleinspektør Lars Otte Koefoed.

Mariagerfjord Ungdomsskole har med dette kursus ikke blot reageret på politiets bekymring, men har også spillet en aktiv rolle i at fremme trafiksikkerheden og ansvarlig adfærd blandt de unge. Ved at tage initiativ til at undervise i el-løbehjul har ungdomsskolen været med til at skabe større opmærksomhed omkring de regler, der gælder for kørsel på el-løbehjul, og dermed bidrage til et sikrere lokalsamfund. Lars Otte Koefoed afslutter: 

“Vi ser dette som et vigtigt skridt mod at skabe en mere sikker hverdag for vores unge. Som en del af lokalsamfundet er det vores ansvar at tage aktiv del i at uddanne og informere, så de unge ikke blot er klar over reglerne, men også føler sig trygge i trafikken.”

Er juleskrabekalenderen den nye juletradition?

Læs også: Er juleskrabekalenderen den nye juletradition?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier


Er juleskrabekalenderen den nye juletradition?

Læs også:

Er juleskrabekalenderen den nye juletradition?