Nyheder
Mariagerfjord Ungdomsskole og CittaSlow Mariagerfjord sender unge til Italien
Af Lærke R. K. Eriksen, projektmedarbejder i Mariagerfjord Ungdomsskole Ti unge i alderen 16-17 har i efterårsferien 2016 en helt enestående mulighed for at komme til byen Orvieto i Italien, og møde den italienske kultur og natur på nærmeste hånd. Her skal de bo privat ved familier, opleve de lokale råvarer og et fantastisk område […]
Af Lærke R. K. Eriksen, projektmedarbejder i Mariagerfjord Ungdomsskole
Ti unge i alderen 16-17 har i efterårsferien 2016 en helt enestående mulighed for at komme til byen Orvieto i Italien, og møde den italienske kultur og natur på nærmeste hånd. Her skal de bo privat ved familier, opleve de lokale råvarer og et fantastisk område med en kultur og historie der fylder meget i den lokale bevidsthed.
Turen til Orvieto er blevet til i et unikt samarbejde mellem Mariagerfjord Ungdomsskole og CittaSlow Mariagerfjord. CittaSlow er et internationalt koncept, der sætter fokus på de mange værdier, som lokalområdet rummer – f.eks. historien, naturen, kulturen og de gode lokale produkter og råvarer. CittaSlow har som en international organisation skabt mange bånd på kryds og tværs af Europa, og for Mariagerfjord findes et tæt forhold til byen Orvieto, der ligger mellem Firenze og Rom.
I et samarbejde mellem CittaSlow Orvieto, CittaSlow Mariagerfjord og Mariagerfjord Ungdomsskole er der nu blevet fastlagt et spændende program for ti unge fra Mariagerfjord Kommune. Turen finder sted i efterårsferien fra d. 14. oktober til d. 23. oktober 2016.
For et deltagergebyr på 1500,- får deltagerne mange nye oplevelser. De skal bl.a. sove og spise ved lokale italienske familier, de skal med italienske unge i skole, besøge et italiensk marked og være med til at forberede mad lavet på friske lokale råvarer. De skal opleve naturen, plukke oliven til olivenolie, og vandre i det bjergfyldte landskab.
Herudover skal de kulturelle seværdigheder ses, som den store katedral og de gamle underjordiske grotter. Der er lagt op til mange fede oplevelser og uforglemmelige minder, også i selskab med lokale italienske unge.
International Mariagerfjord ved Mariagerfjord Ungdomsskole har en tradition for at arrangere internationale camps og udvekslinger. I flere år har International Mariagerfjord stået for mange oplevelser både i Danmark og i udlandet. Sidste år var det Challenge 2015, en camp der fandt sted i Mariagerfjord, hvor der kom deltagere fra både Finland, Ungarn, Irland og Nordirland. I år har en gruppe af unge fra International Mariagerfjord været i Nordirland på en camp, som både gav fede oplevelser, udfordringer, og nye internationale venskaber.
Også i de kommende år er der lagt op til flere ture og camps i både Danmark og udlandet, og som en del af International Mariagerfjord får man stor indflydelse på fx indholdet af kommende camps.
Er du 16-17 år, og synes du at turen til Italien og gruppen International Mariagerfjord ved Mariagerfjord Ungdomsskole lyder som noget for dig? Eller har du en søn/datter/barnebarn som er i den alder, og er frisk på nye oplevelser? Så er der informationsmøde tirsdag d. 30. august kl. 19.00 i Ungdomshuset, Christiansgade 10, 9500 Hobro.
Hvis man har spørgsmål eller er interesseret i at høre mere om turen til Orvieto i Italien eller International Mariagerfjord generelt, så følg med på facebooksiden International Mariagerfjord eller ring til tlf. 23354349 eller 24439187.
.