.
Af Klaus Hansen
‘Jeg får ikke tårer i øjnene af at skære løg, når det blæser så vildt’, sagde én af pigerne, der midt i det kraftige blæsevejr havde kastet sig ud i pizzabagning med både med pesto, hytteost og kål foran Superbrugsen. GoCooks mobile køkken var nemlig rykket ind for at inspirere byens familier til at få mere grønt i hverdagen.
Børn fra 5.a og 5. b på Mariager skole udviklede 100 % deres egne pizzaer med grøntsager som porrer og pastinak. Dermed bliver den klassiske pizza med pølser og peperoni udfordret til gavn for både sundheden og klimaet.
“I Superbrugsen vil vi gerne være med til at uddanne den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre,” fortæller Alex Mosbech Jensen fra SuperBrugsen, der havde sørget for, at GoCook kom til Mariager
Grøntsager skal ikke være en sur pligt
I GoCooks rullende køkken lærer børn at lave mad. Det er nemlig startskuddet til at spise flere grøntager.
“Børnene får mod på at smage på nye grøntsager, når de hakker og snitter dem selv. Børn spiser ikke grøntsager bare fordi det er oppe i tiden. De vil have, at de skal smage af noget. Og det kræver lidt mere, end når man bare steger noget kød. Derfor er det vigtigt at børnene lærer at lave mad”, siger projektchef Bente Svane Nielsen.
Og der er brug for at lokke børnene ud i køkknet. Coops undersøgelser har vist, at kun 7 procent af børnene er med i køkkenet derhjemme.
GoCook er madlavning på børnenes præmisser
GoCook er børnenes univers. De kender det rullende køkken fra udsendelserne “Gorm & 100% din ret” sendt på DR Ultra og TV2, fra den faste madside i børneavisen Kids’ News og fra undervisningsmaterialet GoCook Smagekassen, som tre ud af fire danske grundskoler bruger i madkundskab.