Marianne og Michael Jensen fra Arden er netop hjemvendt fra de franske alper, hvor de har cyklet Tour de France-bjerge i kampen mod sclerose. Og de gjort det godt. Sammen med resten af Cykelnervens 2023-hold har Marianne og Michael samlet 10.100.000 kr. ind til Scleroseforeningens arbejde for en verden uden sclerose.
Arden: Mens Tour-feltet gør sig klart til årets Tour de France, der starter om bare få uger, er et hold på 450 danske ryttere netop hjemvendt fra de samme udfordrende franske bjerge, der af cykeleksperter verden over spås at blive afgørende for årets Tour de France.
Med sig hjem har rytterne ikke bare en præstationsmæssig og naturmæssig oplevelse af den slags, der kan feje benene væk under de fleste. De fik også cyklet 10.1 millioner kroner ind til dansk forskning i sygdommen sclerose på løbets 10-årsjubilæum.
Rytterne har brugt et helt år på at komme i form til at cykle op ad bjerge i Alperne og samtidig iværksat initiativer og aktiveret sponsorer for at indsamle midlerne. To af disse ryttere er Marianne og Michael jensen fra Arden.
Marianne og Michael cyklede afgørende Tour de France-bjerge, som blandt andet bød på Col de La Loze, Cormet de Roselend, Col de la Ramaz og Le Bettex, hvilket var en stor oplevelse:
– Jeg synes, at det har været en kæmpe stor oplevelse. Jeg har ikke kørt så meget i bjerge før, så det har været rigtig fedt at prøve kræfter med. Men det største må være hele sammenholdet omkring den her sag. Det er fantastisk at være en del af, siger Marianne og Michael fortsætter:
Man kan virkelig mærke en opløftende stemning omkring den her indsamling. Det at gøre noget for andre mennesker, som har det svært, det er noget der varmer mit hjerte. Det giver en masse gejst, at man i fællesskab bakker op omkring det.
Ikke bare Marianne og Michael selv er stolte over at have givet et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose. Også Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, er både stolt og rørt over jubilæumsårets udfald:
“Det er enormt rørende, at deltagerne i vores cykelevent har samlet så mange penge ind til scleroseforskning. De penge, som de er med til at samle ind for Scleroseforeningen, finansierer mere end halvdelen af al uafhængig dansk scleroseforskning. Og midlerne er afgørende for, at vi i det hele taget har et dansk scleroseforskningsmiljø,” siger direktøren.
Sidste år samlede de dengang knap 350 ryttere 7.6 mio kr. ind til forskning. Grundet støt stigende efterspørgsel fra deltagere år efter år valgte Scleroseforeningen i år at tage 100 ryttere mere med på jubilæumsåret og i stedet afvikle løbet over to uger i stedet for en enkel.
10-årsjubilæuet blev derfor året, der af danske cykelmotionister fra hele landet inkl. ambassadører som blandt andre Guldfireren-roer Eskild Ebbesen, Tour de France-ekspert og TV 2 News-vært Dennis Ritter, TV-vært Claus Elming og tidligere professionelle fodboldspiller Thomas Helveg rundede et skarpt indsamlingshjørne.
Siden løbets første tur i Tour de France-bjergene har rytterne igennem årene nu indsamlet mere end 50 millioner kroner til dansk scleroseforskning.
Hvad er Cykelnerven?
Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af frivillige cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose. I 2023 drog Cykelnerven for 10. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne ufortrødent har kæmpet sig op ad de stejle stigninger.
Grundet Cykelnervens udvidede størrelse i 2023 fordeler rytterne sig på to ture; 250 ryttere cyklede fra den 6. juni til den 11. juni, mens 250 ryttere ligeledes cyklede fra den 13. juni til den 18. juni.
Fra 6. juni til 11. juni cyklede Storkøbenhavn, Midtsjælland, Nordsjælland, Hempel, Vestas, MSIF (Scleroseforeningens internationale organisation) samt ambassadører. Fra 13. juni til 18. juni cyklede så Fyn, Sønderjylland, Vestjylland, Trekantområdet, Midtjylland, Nordjylland, Sydsjælland og ambassadører.
Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 18.189 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år. Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.
I den kamp gør hver enkel rytter og sponsor på Cykelnerven en afgørende forskel.
Læs også: