Martin har fundet stoltheden og glæden ved at arbejde hos rikkitikkishop.dk

6. september 2018

.AF Klaus Hansen Siden december måned 2017 har Thomas Roth stået i spidsen for webshoppen rikkitikkishop.dk, der sælger alverdens boligtekstiler, brugskunst og gaveartikler via Internettet. Der er travlt i shoppen, hvilket har betydet behov for yderligere arbejdskraft i virksomheden. Derfor er Martin, der er handicappet, blevet tilknyttet som IT-medarbejder på deltid. En win-win-løsning for begge…

.
AF Klaus Hansen

Siden december måned 2017 har Thomas Roth stået i spidsen for webshoppen rikkitikkishop.dk, der sælger alverdens boligtekstiler, brugskunst og gaveartikler via Internettet. Der er travlt i shoppen, hvilket har betydet behov for yderligere arbejdskraft i virksomheden. Derfor er Martin, der er handicappet, blevet tilknyttet som IT-medarbejder på deltid. En win-win-løsning for begge parter.

29-årige Martin kan på grund af sit fysiske handicap med en misdannet højre fod og de tilhørende følgeskader med mange kroniske smerter ikke arbejde på fuld tid.

De sidste mange år har han i gennemsnit kunnet klare 10 timer om ugen, hvilket har betydet, at han er gået fra praktikplads til praktikplads i Mariagerfjord Kommune. Hele seks forskellige praktikpladser er det blevet til de sidste fem år.

Lige indtil dette forår, hvor hans drøm om et fast arbejde gik i opfyldelse. Han blev ansat som IT-medarbejder hos rikkitikkishop.dk i Hadsund ni timer om ugen. Et arbejde han er glad for.

– Det er fantastisk. Jeg føler en kæmpe stolthed og glæde ved at gå på arbejde fremfor at være i praktik. Jeg får nu rigtig løn, og der er altid en masse at lave. Jeg forsøger at komme med ideer og input til udviklingen i virksomheden. Det er en kæmpe forskel til at være i praktik, fortæller Martin, der også glæder sig over, at det måske også er første skridt mod at få tilkendt et fleksjob og dermed komme permanent tilbage på arbejdsmarkedet.

– At jeg er i arbejde, betyder, at jeg kan være på vej til at blive godkendt til at få fleksjob. Her er mit ønske at komme til at arbejde 12-14 timer om ugen. Det vil betyde alverden for mig og gøre en stor forskel i min dagligdag og for min generelle livskvalitet.

Kæmpe gevinst for virksomheden

Mens Martin er glad for at være kommet i job, er begejstringen også tydelig hos Thomas Roth, indehaver af rikkitikkishop.dk:

– Det er en kæmpe gevinst at have fået tilknyttet Martin. Han er rigtig dygtig til stort set alt med IT, og så arbejder han meget fokuseret og selvstændigt. Samtidig er han god til at komme med input og nye ideer, som jeg ikke selv har tænkt på. Hans handicap sætter nogle fysiske begrænsninger, men hovedet fejler bestemt ikke noget, lyder det fra Thomas, der fik anbefalet Martin via Mariagerfjord Erhvervsråd.

– Siden jeg overtog shoppen i december 2017, har jeg løbende brugt Mariagerfjord Erhvervsråd til tæt sparring omkring en række forhold i virksomheden og de mange udfordringer og spørgsmål, der er, når man springer ud som selvstændig.

– Derfor vidste de også, at jeg var udfordret på mine ressourcer, særligt omkring IT og vedligeholdelse af webshoppen. Jeg havde simpelthen for travlt, men kunne ikke ansætte en medarbejder på fuld tid.

– Derfor satte de mig i kontakt med Martin, der var i et praktikforløb, hvor hans IT-potentiale ikke blev udnyttet. De havde hans CV liggende, og det er jo et stort aktiv, at de på den måde kan hjælpe både virksomhederne og borgerne i Mariagerfjord Kommune.

– Ansættelsen af Martin har virkelig løst en udfordring i min virksomhed. Samtidig kan jeg også føle og se forvandlingen af Martin, der stortrives. Det er ren win-win, slutter Thomas.

Hadsund og omegn

Se flere artikler