.
Af Klaus Hansen
LandboUngdom afholdte 26. og 27. oktober DM og NM i pløjning på marker i Vendsyssel. Unge frivillige havde stablet et flot stævne på benene, og det ædle håndværk, som pløjning er, blev fremvist til perfektion.
Den gode stemning blev krydret med en lang række vindere, og mest bemærkelsesværdigt var det, at 21-årige Martin Lindberg Velling genvandt sin junior DM-titel og samtidig ligesom sidste år fik flere point end seniorpløjererne. Det betyder, at den unge pløjer fra Hobro er kvalificeret til næste års VM i USA. I 2018 deltog han i VM i Stuttgart, hvor det blev til en 11. plads.
Der var i det hele taget meget stærke juniorier i standardklassen, eftersom nummer to i junior Andreas Thorsager også ville have taget andenpladsen i seniorrækken.
Fjerdeplads skal forbedres til VM
I vendplovskategorien blev vinderen også en gentagelse fra sidste år, eftersom Søren Korsgaard fra Holstebro tog sejren og sikrede sig en tur til VM i USA. Her skal han forsøge at kravle op på præmieskamlen, efter det i 2018 blev til en bitter fjerdeplads.
I forbindelse med DM blev der også afhold Nordisk Mesterskab, og her sørgede Andreas Thorsager og Rasmus Pedersen for dansk guld.
Her vinderne af alle kategorier til stævnet i Vendyssel:
DM – landbrugsklassen: Peter Lykke Ellegaard,
DM – vendeplov, junior: Christoffer Dam, Kirke Hyllinge
DM – vendeplov, senior: Søren Korsgaard, Holstebro
DM – standardplov, junior: Martin Lindberg Velling, Hobro
DM – standardplov, senior: Palle Lind Christensen, Hjørring
NM – standard, junior: Andreas Thorsager, Danmark (Give)
NM – standard, senior: Juha Rosendal, Finland
NM – vendplov: Rasmus Pedersen, Danmark
DM – veteran, classic: Morten Ravn Kjærgaard, Havndal
DM – veteran, 1-furet: Peter Gehrt Clemmesen, Bylderup Bov
DM – veteran, flerfuret bugseret: Claus Bech, Søndersø
DM – veteran, flerfuret liftophæng: Jørgen Jørgensen, Tim
Fakta:
Konkurrencepløjning foregår både i stubjord og i grønjord. I hver kategori bliver pløjerne vurderet ud fra 12 forskellige faktorer på en skala fra 1-10. Pløjeren med den højeste samlede score vinder. Det er blandt andet flækningen, sammenkastet og furens retning og pakning, der bliver vurderet.