Masker med mening i Als kirke

9. november 2023

Hvis du troede, at strik bare er en dille, som fik sin genoplivelse under coronaen, og som nu har haft sit tilbagetog, så er det på tide at få lavet den opfattelse om. Strik er stadig populært som aldrig før! Strik og håndarbejde er blevet et socialt samlingspunkt og samtidig en vej til indre ro.…

Hvis du troede, at strik bare er en dille, som fik sin genoplivelse under coronaen, og som nu har haft sit tilbagetog, så er det på tide at få lavet den opfattelse om. Strik er stadig populært som aldrig før!

Strik og håndarbejde er blevet et socialt samlingspunkt og samtidig en vej til indre ro. Hvor man før i tiden strikkede for at have noget varmt og økonomisk tilgængeligt at have på, så strikker man i dag for at stoppe indre kaos, finde ro og skabe noget tilfredsstillende, smukt og unikt med sine egne hænder. Og så må verden ude på den anden side, gøre hvad den vil, imens man tilbringer en stund med sine strikkepinde, broderi- eller hæklenål.

Og sådan bliver det også onsdag d. 15. november kl. 19.00 i Als kirke, når menighedsrådet i Als inviterer til arrangementet Masker med mening. Arrangementet er en aften med fællesskab omkring håndarbejde altså ikke kun strik i en hyggelig og stemningsfuld ramme. Aftenens program indeholder refleksion over, hvorfor strik/håndarbejde er blevet så nødvendigt for os i disse år ved strikkeentusiasten Pia Helt, som sammen med organist Mimi Barkmann også vil synge og spille stemningsfulde stykker musik, der vil være levende lydbog i form af højtlæsning, oplæsning af digte, fællessang, vin, saft og lidt søde og salte snacks til selvforkælelse.

Man er velkommen til at deltage med eller uden sin strikkekurv eller -klub. Gennem hele aftenen er der fri mulighed for at falde til ro på kirkebænkene i det store fællesskab med sit håndarbejde og både lytte til ordene og musikken, og der vil også være mulighed for at tale med de andre deltagende før, under og efter refleksion, musik, digte og historiefortælling.

Det er ganske gratis at deltage. Man skal bare møde op til en anderledes og hyggelig aften i hinandens nærvær i Als kirke.

Hadsund og omegn

Se flere artikler