Øster Hurup og omegn
Masser af påskeaktiviteter på Lille Vildmosecentret
.AF Klaus Hansen Bliv klog på Nordens Kæmper og tag med på udkig efter dem På Skærtorsdag den 18. april og Langfredag den 19. april kan I komme med vores naturformidler på tur i Det Vilde et nyt udendørsformidlingsområde, hvor I kan blive klogere på Nordens Kæmper elg, krondyr, vildsvin, ørn og trane. Se om […]
.
AF Klaus Hansen
Bliv klog på Nordens Kæmper og tag med på udkig efter dem
På Skærtorsdag den 18. april og Langfredag den 19. april kan I komme med vores naturformidler på tur i Det Vilde et nyt udendørsformidlingsområde, hvor I kan blive klogere på Nordens Kæmper elg, krondyr, vildsvin, ørn og trane. Se om I i fællesskab kan nå op og ringe med klokken, som hænger i 3,5 meters højde, hvis I kan det kan I nå lige så højt op som elgen når den står på bagben og spiser af træerne.
Vi skal også se vildsvinene blive fodret ved fodertønderne kl. 11.15 og stige til tops i Dødens Tårn og lære om, hvordan de store dyrs død kan give liv til andre smådyr. Lørdag (20. april) og søndag (21. april) kører vi guidede ture i Mellemområdet i egne biler. Hold øjnene godt åbne, det kan være vi er heldige at se en elg eller ørnen på himlen. Netop ørnene er særligt i fokus på påskens sidste guidede vandretur 2. påskedag den 22. april. Her vil guiden fortælle om naturgenopretning af mosen via vandstandshævninger.
I kan også få seneste nyt om mosens elge og krondyr, der gennem vinteren har opholdt sin i området omkring Rovfugletårnet. I tårnet nydes en kryddersnaps, mens vi forhåbentligt nyder synet af kongeørnen, som svæver over Lille Vildmose.
Oplev det nye tårn i Tofte Skov til billige penge
Torsdag (18. april) og mandag (22. april) kan I komme med på en ekstraordinær guidet bustur ind til det nye tårn i Tofte Skov. Samtidig kan I se den nyanlagte plankesti, som tager jer ud på Tofte Mose. Turen foregår i bus og billetter bookes via centrets hjemmeside. Skynd jer der er rift om pladserne. I forhold til en normal Toftetur er denne tur afkortet og der vil kun blive gjort stop på Tofte Bakke ved det nye tårn. Aage V. Jensen Naturfond har ekstraordinært åbnet skoven for denne tur og givet et økonomisk sponsorat. Derfor sælges billetter til turen til kun 60 kr. pr. person.
Påskekyllinger, Tørvetog og vildsvinefodring
De mindste i familien vil helt sikkert blive smaskforelsket i de små, gule påskekyllinger, som over påsken kommer til at bo på Lille Vildmosecentret. Mød dem i hele påsken nede i Naturværkstedet, hvor vores naturformidlere vil glæde sig til at fortælle om de små kyllinger og vise dem frem.
Efter dagens aktivitet kan det være maverne er ved at være sultne men det kan vi også hjælpe jer med. Frokosten kan I enten selv medbringe, men der er også mulighed for, at købe mad i den hyggelige Café Soldug. Bålet er også tændt i bålhytten, hvor I kan købe en pølse og riste over gløderne imens i nyder varmen. Vildsvinene bliver fodret kl. 11.15, 13.15 og 15.15 i Det Vilde og Tørvetoget triller kl. 12.00 og 13.130 køb billet og hop med ombord.
Se Lille Vildmosecentrets hjemmeside for det fulde aktivitetsprogram samt priser og åbningstider.