60ér & 70ér danseaften 15/10-2022
McKinleys er på vingerne igen, og bliver suppleret af lokale The Recycle Band.
Koncertsalen hos Hammerbiler bliver på lørdag omdannet til en danserestaurant hvor der kan nydes 3 lækre retter efterfulgt af live musik fra to bands, og arrangøren forventer rift om dansegulvet.
Mc.Kinleys debuterede tilbage i 1973 og nåede at udgive otte singleplader samt fem hele albums i perioden op til 1980.
Mere end 50.000 solgte plader blev det til. Og udover pladesalg var bandet meget populært i det jyske livemiljø, da bandet udsprang fra Aalborg og altid har haft en stor fanskare her.
I den vokale forgrund fandt man jo også Ivan Pedersen som samtidig styrede trommer, samt eneste nuværende medlem fra dengang, Jan Grau. Og bandet er still going strong med en række nye (og yngre..) medlemmer som alle er superdygtige og formår at løfte arven fra det gamle hold.
Og tro nu ikke at bandet hviler på de gamle laurbær, – der er nemlig lavet nye numre og nye indspilninger i perioden 2009 og frem til i dag.
I det andet ringhjørne finder vi The Recycle Band, som er orkestret bestående af fortrinsvis gamle Hadsundmusikere der stadig kan spille de gamle kendinge fra 60erne – 80erne.
Det er nemlig årene hvor orkestrets medlemmer næsten har har spillet overalt i landet på hoteller, kroer og haller m.v. i forskellige orkestre såsom: SLY – Les Manes – Wind-Set – Bongoes – Moonlight.osv.
Når Recycle spiller op, er nostalgien i højsædet for jer der kan huske den gode musik fra dengang.
Der er to slags billetter til denne specielle aften Hammers Køkken disker nemlig op med en lækker menu inden showet starter. Læs mere om menu og detaljerne på hjemmesiden hvor du også bestiller billetterne med eller uden menu.