.
Af: Søren Greve, Hobro, Byrådskandidat (V)
Overskriften Mennesket fremfor systemet leder givetvis tankerne tilbage på Venstres Folketingsvalgkamp frem mod systemskiftet i danske politik i 2001. Lokalt i Mariagerfjord er der dog mere end nogensinde behov for at sætte fokus på netop det mantra.
Lad mig præsentere Mette Sørensen. Hun er en helt almindelig ung kvinde på 29 år fra Hobro. Mette gik på handelsskole og drømte om at blive selvstændig med butik indenfor isenkram, hvor hun fik læreplads. Desværre viste det sig, at Mette led af svær narkolepsi og 11 (ELLEVE) andre kroniske sygdomme. De i alt 12 sygdomme er alle kroniske, og alle eksperter er enige: Der er ikke flere behandlingsmuligheder. Mettes krop kræver søvn min. 14-16 timer i døgnet og endnu mere ved selv den mindste belastning. Derudover lider hun af adskillige smertefulde sygdomme; blandt andet stærke smerter i ryggen, diskusprolaps i kæben, migræne og i særdeleshed sygdommen endometriose, som er en kronisk smertetilstand i bughulen. Sygdommen giver hende daglige smerter og smerteanfald, som af lægerne sammenlignes med veer!!
Drømmene slukkes, for eksperternes dom er klar: Mette kommer aldrig til at arbejde. På trods af eksperternes advarsler og dom, nægter Mariagerfjord Kommune at acceptere Mettes alvorlige situation. Kommunen vil kaste Mette rundt i arbejdsprøvninger uden hensynstagen til hendes sygdomme. Den eneste anstændige løsning er at give Mette førtidspension. Mette har kæmpet i snart 8 år for en retfærdig behandling. Det er klart, at sådan en kamp kun gør tilværelsen sværere for hende, hendes kæreste og deres pårørende. Det er altså bare ikke i orden!
Mariagerfjord Kommune er naturligvis til for borgernes bedste. Det skal altså også gælde i hverdagen! Det vil skabe ro og tryghed i de berørtes tilværelse og dermed ægte velfærd i den svære situation.
Der er åbent for kommentarer nederst på siden.
Læs også: