Mariagerfjord og omegn

MFI Forum 2024 – sammen om fremtidens Mariagerfjord Idrætsskole

I midt januar bød Mariagerfjord Idrætsskole (MFI) velkommen til et nyt initiativ, MFI Forum 2024, som samlede forældre, skolebestyrelse og personale for at styrke samarbejdet omkring skolens fremtid. Arrangementet blev en inspirerende platform, hvor dialog og fællesskab stod i centrum, og hvor deltagerne kunne udveksle ideer og lade sig inspirere af relevante oplæg og diskussioner.

Benedikte Jensen
Af Benedikte Jensen 20. januar 2025

Skoleleder Flemming Sørensen understregede, at MFI Forum skal være rammen for god og visionær dialog. “Vi har tre overordnede mål med MFI Forum,” forklarede han. “Vi vil styrke relationen og kommunikationen med jer som forældre, vi vil styrke fællesskabet omkring skolen, og vi vil arbejde for at udbrede den gode fortælling om MFI.” Disse mål blev afspejlet gennem dagens program, der inkluderede inspirerende oplæg, kreative diskussioner og mulighed for dialog med skolens personale og bestyrelse.

Inspirerende oplæg fra Hobro IK og DGI

Et af højdepunkterne på dagen var besøg af Marius Jacobsen fra Hobro IK og Mads Pedersen fra DGI. Marius Jacobsen delte indsigter fra fodboldens verden, mens Mads Pedersen præsenterede tankevækkende perspektiver om børn og bevægelse og dens betydning for trivsel og læring. Deres oplæg inspirerede de fremmødte og gav konkrete ideer til, hvordan MFI kan fortsætte med at integrere fysisk aktivitet som en central del af skolens dagligdag.

Dialog og inddragelse

MFI Forum tilbød også “caféborde,” hvor forældre kunne gå i dialog med skolens personale og bestyrelse. Disse møder gav mulighed for at udveksle ideer og tanker direkte, og responsen var meget positiv. “Vi fik mange gode input, som vi allerede har vendt på vores bestyrelsesmøde,” siger Flemming Sørensen. Han understreger, at flere af de foreslåede ideer allerede er under overvejelse og muligvis vil blive implementeret i løbet af foråret eller det kommende skoleår.

En gentagelse i sigte

Med succesen fra dette års forum fastslår skolen, at MFI Forum ikke bliver en engangsforestilling. Næste MFI Forum er allerede planlagt til 2026. “Vi ser frem til at bygge videre på det her koncept og fortsætte med at styrke samarbejdet og kommunikationen mellem forældre, personale og bestyrelse, men også at udvide, så det fremover bliver muligt for folk udefra at deltage” afslutter Flemming Sørensen.

Tak til alle deltagere

MFI Forum 2024 blev en succes takket være det store engagement fra alle deltagere. Mariagerfjord Idrætsskole ser frem til at fortsætte dialogen og arbejde sammen for at skabe den bedst mulige skole for både nuværende og kommende elever.

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler