Familie
Midgårdsormen indtager Hobro: Kom til informationsmøde og bliv en del af projektet
Hobro står over for en spektakulær kunstoplevelse, når kunstneren Johnny Haugaard til sommer skaber en gigantisk installation inspireret af vikingetidens mytologi.
Kunstværket, Midgårdsormen, vil forbinde havnen, byen og Fyrkat og skabe et unikt samlingspunkt for både lokale og besøgende.
Infomøde for interesserede
For at informere lokalsamfundet og potentielle frivillige om projektet afholdes et informationsmøde tirsdag den 25. februar kl. 16.00 i Biecentret, Nordvestvej 4, Hobro. Her vil bl.a. Johnny Haugaard og Casper Hestbech, leder af Hobro Byforum, fortælle om projektets vision, praktiske detaljer og frivilliges rolle. Alle interesserede er velkomne til en kop kaffe og en snak om, hvordan de kan blive en del af det store kunstprojekt.
Læs også:
Et kunstværk med mytologi og budskab
Midgårdsormen er inspireret af vikingetidens myter og skabes af træpinde dekoreret af børn fra Danmark, Norge og Sverige. Hver pind vil bære en personlig historie eller et ønske, og dermed forene nutidens behov for sammenhæng og fællesskab med fortidens fortællinger. Kunstner Johnny Haugaard ser projektet som et symbol på forandring i en urolig verden:
“Det her er et vildt og fantastisk projekt, der vil samle mennesker på tværs af generationer og interesser. Midgårdsormen er ikke bare en skulptur – den er en levende fortælling, en rejse gennem historien og et symbol på det fællesskab, vi kan skabe sammen i en brydningstid,” siger Johnny Haugaard.
Lokal støtte og engagement
Projektet er muliggjort gennem generøse donationer fra Sparekassen Danmark og SMH Holding, hvilket sikrer, at installationen bliver en gratis oplevelse for offentligheden. Hobro Byforum bakker op om initiativet, og formand Lone Kalstrup udtrykker begejstring over projektets potentiale:
“Det er helt fantastisk, at Sparekassen Danmark og SMH Holding har vist så stor velvilje og støtte til projektet. Med deres bidrag sikres en kunstinstallation, der ikke bare vil tiltrække tusindvis af gæster, men også skabe et unikt samlingspunkt for byens borgere. Midgårdsormen bliver en gave til byen og en fortælling, vi kan være stolte af i mange år frem,” siger Lone Kalstrup.
Forventet stor tiltrækningskraft
Tidligere projekter af Johnny Haugaard har vist sig at være store publikumsmagneter. I Aars tiltrak hans seneste kunstudstilling næsten 50.000 besøgende, og til juleudstillingen i samme by deltog omkring 400 frivillige. Håbet er, at Midgårdsormen i Hobro vil få lige så stor opbakning og blive en attraktion for hele Mariagerfjord Kommune.
Fra maj til august 2025
Opførelsen af Midgårdsormen begynder i maj 2025, og den officielle åbning finder sted i juli. Installationen vil være tilgængelig for offentligheden frem til udgangen af august.
For yderligere information kan interesserede kontakte Casper Hestbech, leder af Hobro Byforum, på casperhestbech@hobro-byforum.dk.
Sørg for at deltage i infomødet den 25. februar og bliv en del af Hobros kommende kunstsensation!
Læs også: